Bilforhandlere

Motorstyrelsen opkræver for høj grøn ejerafgift

Motorstyrelsen har udsendt opkrævninger af grøn ejerafgift per 1. januar 2024. Men den opkrævede afgift for benzindrevne personbiler, indregistreret første gang før 3. oktober 2017, er ved en fejl sat for højt. Motorstyrelsen beklager og udsender snarest den rigtige opkrævning på 750 kr.

Er man ejer af en benzinbil af den grønnere slags, har man muligvis fået en for høj opkrævning af grøn ejerafgift fra Motorstyrelsen. Ved en fejl har styrelsen nemlig udsendt for høje opkrævninger til ejere af benzinbiler, der kører mellem 18,2 km/l og 20 km/l. Fejlen vedrører benzindrevne personbiler, der er registreret første gang før 3. oktober 2017. 

Juridisk chef hos AutoBranchen Danmark, Abid Khan, siger: ”Hvis man bliver mødt af en kunde, der har fået sådan en regning og måske nu føler sig fejlinformeret, ja så kan man roligt sige til dem, at fejlen ligger hos Motorstyrelsen, og at de er i gang med at rette op på det. De kunder, der har fået en forkert opkrævning, skal ikke gøre noget, men blot ignorere regningen og vente på, at den rigtige kommer. Har man tilmeldt sig betalingsservice, skal man afvise den forkerte opkrævning”.  

Motorstyrelsen anslår, at 20.800 bilejere har fået en forkert opkrævning på 1460 kroner for grøn ejerafgift i stedet for de 750 kroner, som det egentlig skulle have været. 

I skrivende stund har Motorstyrelsen ikke oplyst, hvornår man kan forvente at få den rigtige opkrævning.  

Kontakt

Abid Khan

Juridisk chef / advokat