AutoBranchen Danmark og Dansk Metal arbejder med trivsel på arbejdspladsen i indsatsen, der har fået navnet “Respekt på værkstedet”. Her deltager en række af AutoBranchen Danmarks medlemmer, og i denne uge blev første workshop afviklet hos Autohuset Kronsbjerg i Odense. I april fortsætter indsatsen med workshops i en række andre virksomheder.
Omtrent 20 medarbejdere fra værkstedet hev halvanden time ud af kalenderen til en vejledning i, hvad man skal være opmærksom på i sin adfærd, og til et “spil” om, hvad der er “Over Stregen”.
“Fælles for de virksomheder, som har sat fokus på trivslen er, at de ikke nødvendigvis har udfordringer på deres arbejdspladser, men de er opmærksomme på, at tingene skal fungere og alle skal trives. Og vi kan alle blive bedre og få mere opmærksomhed på emnet,” siger Gitte Seeberg, adm. direktør i AutoBranchen Danmark.
I Odense var medarbejderne meget koncentrerede om dialogen. Hver medarbejder fik et kort med et udsagn, som gav anledning til debat om, hvor grænserne går.
“Et spørgsmål som “Har du et problem?” kan udløse forskellige reaktioner hos forskellige mennesker. Der er også en bemærkning som “Skal du på barsel, er konen da skredet?”. Folk forstår disse kommentarer og spørgsmål forskelligt, og vi fik gode snakke om, hvornår noget er over stregen og hvornår noget ikke er. Det er vigtigt, at vi på arbejdspladsen har et sprog for at sige fra.,” fortsætter Gitte Seeberg.
Eksemplerne her stammer ikke fra den enkelte virksomhed, men kommer fra situationer Dansk Metal er stødt på i samtaler med deres medlemmer over hele landet.
Efter workshoppen i hver enkelt virksomhed er der i den kommende tid plads til at se på, hvordan man nedskriver en personalepolitik på området og får sikret den gode tone på arbejdspladsen.
Hvis din virksomhed skal med i arbejdet med respekt på værkstedet, så er der fortsat enkelte ledige pladser. Velliv Foreningen har støttet indsatsen med fondsmidler. Derfor er det gratis for virksomheden.
Vil du vide mere så kontakt kommunikations- og uddannelseskonsulent Carsten Ritter på cr@abdk.dk eller telefon 31 23 57 24.