Bilforhandlere

Nu handles der flere elektriske brugtvogne end diesel

I september måtte dieselbilen vige andenpladsen for elbilen på brugtmarkedet. Salget af brugte biler i tredje kvartal endte bedre end sidste år.

At elbilen nu har overhalet alle andre drivmidler på nyvognsmarkedet og ligger nummer et, er der efterhånden ikke noget nyt i. Men også på brugtvognsmarkedet vokser elbilens andel af salget hastigt. 

Således rykkede elbilen i september en placering opad på ranglisten over de mest solgte drivmidler på brugtmarkedet og indtog andenpladsen med 9.204 stk. 

I alt blev der i september handlet 43.810 brugte biler, hvilket er små fire procent flere end året før. Også nyvognssalget så en stigning på 4,6 procent i forhold til året før. 

På brugtvognsmarkedet er det dog stadig benzinbilen, der har den klart største markedsandel med lige over 50 procent. 

Brugtimport i kraftig stigning 

En stor del af de elbiler, der er blevet handlet på brugtmarkedet, er brugtimporterede biler. Og her viser det sig, at brugtimporten er steget ganske kraftigt, når man sammenligner september i år med samme måned sidste år. Med 6.574 brugtimporterede biler ligger tallet ca. 55 procent højere end for et år siden, og samtidig er andelen af elektriske biler i brugtimporten steget fra knap 72 procent til knap 91 procent. 

Så brugtimporten alene har sendt omkring 6.000 elbiler ud på de danske veje alene i september. Og her stod modellerne VW ID.4, ID.3 og Skoda Enyaq for mere end en fjerdedel af importen. 

Samlet på tredje kvartal blev der handlet 129.591 brugte biler, hvilket er 4 procent mere end samme kvartal sidste år. I denne periode ligger diesel stadig på en andenplads med 21,5 procent af handlen, mens elbiler snupper 20 procent og en tredjeplads. Benzin udgør 50,5 procent. 

Stigning i handel med nye dieselbiler 

8.900 nye elbiler trillede ud fra forhandlerne i sidste måned. Det betyder, at hele 57 procent af de i alt 15.565 solgte nye biler i september nu er elbiler. Det er mere end tre gange så mange, som salget af rene benzinbiler udgjorde i september. 

Sammenligner man med samme periode sidste år, er der sket et markant skift, hvor der er blevet solgt 40 procent flere elbiler og 41 procent færre benzinbiler. 

En anden bemærkelsesværdig udvikling er, at de rene dieselbiler, som gennem en længerevarende periode har haft en negativ udvikling i salget, pludselig viser markant bedre salgstal i september i år sammenlignet med samme måned sidste år.  

Faktisk er der solgt 751 dieselbiler i sidste måned, hvilket er 52 procent mere end i samme måned sidste år. 85 procent af dem er leveret til erhvervsleasing og 195 af dieselbilerne er Audi A3’ere. 

Set over hele 3. kvartal er der handlet 39.932 nye biler, hvilket blot er 0,7 procent mere end samme periode sidste år, men ca. 10.000 færre end i 2. kvartal.  

På hele tredje kvartal er det Tesla Model Y, der placerer sig i top med 2.311 solgte biler, mens de elektriske trillinger Skoda Enyaq, VW ID.4 og Audi Q4 e-tron napper henholdsvis anden-, tredje- og fjerdepladsen foran Tesla Model 3 på femtepladsen. 

”At der i øjeblikket sker store forandringer på såvel brugtvogns- som nyvognsmarkedet understreges af handelstallene for september måned. Vi er glade for at se, at der er kraftig fremgang på især brugtimporten, og at det område i den grad bidrager til den grønne omstilling. Samtidig ser det ud til, at handlen med nye dieselbiler måske er ved at stabilisere sig, hvilket kunne tyde på, at der stadig er et behov for den type biler, selvom der er en stigning i dieselafgiften på vej fra nytår,” siger adm. direktør i AutoBranchen Danmark, Gitte Seeberg. 

Kontakt

Gitte Seeberg

Adm. direktør