Grønne biler racede forbi en vigtig milepæl i maj. Her overgik antallet af person- og varebiler med enten elmotor eller pluginhybrid-teknologi nemlig de mål, der blev fastsat i bilaftalen fra 2020.
Målet hed 775.000 grønne biler i 2030. Men allerede den 24. maj i år havde vi hele 787.330 af den type biler i den danske bilpark, viser tal fra Bilstatistik.dk. Et mål, der blandt andet er nået pga. en kraftig stigning i importen af brugte elbiler i de seneste år.
”Den aftale om bilafgifter, der blev indgået i 2020, har været en bragende succes for den grønne omstilling på bilområdet. Men allerede fra næste år vil vi begynde at se større afgiftsstigninger på elbiler, hvis ikke den nye regering får en ny aftale på plads, som kan fastholde det momentum, vi nu har oparbejdet,” siger adm. direktør i AutoBranchen Danmark, Gitte Seeberg, og fortsætter:
”Det, der haster lige nu, er en langsigtet plan for bilafgifterne, for hverken danskerne eller autobranchen kan være tjent med den usikkerhed, der opstår, hvis bilafgifter går hen og bliver noget, politikerne skal diskutere hvert efterår sammen med finansloven. Omvendt må det heller ikke ende med en hurtig hovsa-løsning.”
Derfor har Gitte Seeberg forståelse for, at den nye regering ønsker, at den ekspertgruppe, der sidste år blev nedsat til at analysere på en omlægning af bilafgifterne, kan få lov til at færdiggøre sit arbejde.
Forslag til afgiftsændring
AutoBranchen Danmark har sammen med FDM fremlagt et konkret forslag til, hvordan man kan fjerne registreringsafgiften på elbiler og erstatte den af en løbende ejerafgift, der tager udgangspunkt i bilens vægt og energieffektivitet.
Forslaget vil gøre de mindre og energieffektive elbiler mere attraktive og samtidig gøre hele afgiftssystemet mere gennemskueligt for både forbrugere og virksomheder.
”Når den nye regering forholder sig til ændringer af bilafgifterne, er det alfa og omega, at man er opmærksom på at undgå værditab hos eksisterende bilejere. For stavnsbundne bilejere får vanskeligere ved at skifte til en mere miljøvenlig bil,” siger Gitte Seeberg. Derfor bør en reform indfases gradvist og tage hensyn til hele økosystemet omkring handel med biler – herunder handel med både nye og brugte biler, brugtimport samt eksport af biler.
Kontakt





