Når en ny regering træder sammen, står bilområdet igen med en række sager, der kræver politisk afklaring. For AutoBranchen Danmark er ønskesedlen klar: Den nye regering skal give branchen stabile rammer, så bilforhandlere, værksteder, autolakerere og leasingselskaber kan investere, rådgive kunderne og bidrage til den grønne omstilling.
“Autobranchen er vant til store forandringer men politisk usikkerhed hører ingen steder hjemme. Derfor har vi brug for en regering, der tør lave en langsigtet plan for bilafgifterne, og vi håber på en skatteminister, der får mulighed for at sidde en hel regeringsperiode,” siger Gitte Seeberg, adm. direktør i AutoBranchen Danmark.
Bilafgifterne skal understøtte flere elbiler
Bilafgifterne skal fortsat gøre det attraktivt at vælge elbiler, men uden at regningen sendes videre til eksisterende bilejere, brugtbilmarkedet eller de dele af branchen, der i praksis skal få omstillingen til at fungere.
AutoBranchen Danmark har sammen med FDM fremlagt et konkret forslag, hvor registreringsafgiften på elbiler afskaffes og erstattes af en løbende ejerafgift, der tager højde for bilens vægt og energieffektivitet. Det vil gøre de mindre og mere effektive elbiler mere attraktive og samtidig gøre afgiftssystemet mere gennemskueligt for både forbrugere og virksomheder.
En reform skal samtidig indfases gradvist. Der kører fortsat millioner af afgiftsbelagte biler på de danske veje, og store afgiftsændringer kan ramme værdien af den eksisterende bilpark hårdt. Derfor skal der tages hensyn til både nye biler, brugte biler, brugtimport og eksport, hvis afgiftssystemet ændres.
“Det hjælper ikke den grønne omstilling, hvis reglerne bliver så uforudsigelige, at kunderne holder igen, eller hvis brugtimporten bliver kvalt i bureaukrati, derfor har vi brug for en gradvis indfasning af et nyt afgiftssystem” siger Gitte Seeberg.
Færre byrder og bedre værktøjer til branchen
Den nye regering bør samtidig se bredere på branchens rammevilkår. Der er brug for et generelt byrdeløft, hvor nye regler bliver enklere at efterleve, og hvor myndighederne i højere grad tænker den samlede belastning for virksomhederne ind.
Det gælder blandt andet producentansvar hvor regler, dokumentation og økonomisk ansvar hurtigt kan blive vanskeligt at gennemskue, særligt for mindre virksomheder.
På leasingområdet bakker AutoBranchen Danmark op om målrettet indsats mod snyd. Men en licensordning skal ikke ende som en konkurrencefordel for de største aktører eller som endnu en administrativ mur for lovlydige virksomheder. Det afgørende er effektiv kontrol, rimelige overgangsperioder og krav, der rammer de virksomheder, der reelt udgør problemet.
Også kampen mod vanvidskørsel kræver nye værktøjer. AutoBranchen Danmark har sammen med Dansk Erhverv og flere organisationer fremlagt udspillet Sammen mod vanvidskørsel. Her foreslås blandt andet automatisk validering af kørekort, et advarselsregister mod misbrug af køretøjer og mere balancerede regler for konfiskation. Målet er at stoppe vanvidsbilister inden de sætter sig bag rattet i branchens biler.
Endelig bør den nye regering sætte stærkere fokus på sikkerhed i reparationer. Når biler repareres efter skader, må prispresset ikke ske på bekostning af kvalitet, garanti og trafiksikkerhed. Reparationer skal udføres efter bilfabrikanternes forskrifter, og forsikringsselskaberne skal tage et tydeligt ansvar for, at danske bilejere får sikre reparationer.
AutoBranchen Danmarks ønskeseddel til en ny regering
- En langsigtet reform af bilafgifterne, der understøtter flere elbiler
- En skatteminister, der får området i en hel regeringsperiode
- Færre administrative byrder for virksomhederne
- En målrettet licensordning, der rammer snyd uden at skade konkurrencen
- Nye værktøjer mod vanvidskørsel gennem Sammen mod vanvidskørsel
- Stærkere politisk fokus på kvalitet og sikkerhed i reparationer
Kontakt





