“Borgmestrene i fire socialdemokratiske kommuner sætter fart under den grønne omstilling og vil have ældre dieselbiler ud af byerne. Gamle dieselbiler uden partikelfilter udleder skadelige partikler til omverdenen, og derfor er det naturligt, at der skal findes løsninger, som kan være med til at bringe os i en grønnere og sundere retning”, siger Gitte Seeberg, adm. direktør i AutoBranchen Danmark og fortsætter:
“Erfaringerne fra en række europæiske storbyer viser, at miljøzoner er et konkret og effektivt redskab til at sænke udledningen af skadelige partikler i tætbefolkede områder, og derfor er det naturligt, vi også kigger på det i Danmark.”
DR har i en artikel samtidig markeret, hvor store miljøzonerne skal være. Det kan du se i denne artikel.
Forhøj grøn skrotpræmie
Ved at indføre miljøzoner i Danmarks fire største byer, afskærer man tusindvis af biler i den nuværende bilpark fra at køre ind i byerne. De biler skal politikerne fremlægge en plan for, så man sørger for, at markedet ikke udhules, så både forbrugere og bilforhandlere taber store summer af penge.
Det er vigtigt, at både forhandlere og forbrugerne får god tid til at omstille sig. Det er kun rimeligt, så de ved, hvordan økonomien hjemme i carporten og i bilforretningen kommer til at udvikle sig, udtaler Gitte Seeberg, og supplerer:
Vi foreslår, at der politisk skabes større incitament til at komme af med de gamle biler. Det kan man gøre ved at forhøje den grønne genbrugsordning for udtjente dieselbiler berørt af forbuddet. Dvs. hæve skrotpræmien, som man gjorde i foråret. Det var utrolig populært og fik hurtigt fjernet en masse gamle biler fra vejene, siger Gitte Seeberg fra AutoBranchen Danmark.
Miljøzoner kendt fra udlandet
Miljøzoner for personbiler er ny i dansk forstand, men er velkendt i de øvrige europæiske storbyer. De findes eksempelvis i Berlin, Amsterdam, Madrid, London og Paris. Og flere er på vej.