Når de fire motorekspeditioner lukker endegyldigt den 30. juni, ophører muligheden for at hente prøvemærker fysisk. Fra 1. juli er det udelukkende muligt at bestille prøvemærker digitalt i Motorregisteret. Det vil foregå på dette link, hvor bestilling kan foretages således: Vælg Plader → Bestil specialplade → Bestil prøvemærke.
Bestillinger, der er modtaget inden kl. 13, vil blive behandlet samme dag. Prøvemærkerne vil efterfølgende kunne afhentes hos én af de synsvirksomheder, der er tilmeldt ordningen med udskrivelse af prøvemærker eller blive tilsendt.
Til og med 30. september, vil der også være mulighed for at afhente bestilte prøvemærker hos toldekspeditionerne i Frederikshavn, Hirtshals, Nørre Alslev, Rønne eller Padborg.
Inden den 1. juli vil Motorstyrelsen opdatere vejledningen til prøvemærker og faste prøveskilte, men den proces er i skrivende stund ikke afsluttet.
Bestilling af prøvemærker til eksterne chauffører
Fra 1. juli bliver det også muligt at bestille prøvemærker til chauffører, der ikke er tilknyttet virksomheden. Bestillingen kommer til at foregå via TastSelv Erhverv, men kontaktformularen er først aktiv fra 1. juli. Bestilling til tredjeparter skal indeholde følgende:
- Oplysninger om køretøjet (stelnummer eller tidligere registreringsnummer)
- Billed-id og fuldmagt fra tredjepart
- Navn og adresse på den, der bestiller prøvemærket
- Datoer, prøvemærket skal bruges
- Formål med kørslen
- Kvittering for betaling af prøvemærket.




