Jura

Nye regler for brugerregistrering bliver nu lavet om – igen

For få måneder siden ændrede Skatteministeren reglerne for brugerregistrering. Efter kritik fra bla. AutoBranchen Danmark, bliver reglerne nu ændret, så en ansat alligevel ikke skal registreres som bruger af et arbejdskøretøj.

I den tidlige sommer kom Skatteministeren med en bekendtgørelse, som præciserede, at det nu skulle være den fysiske eller juridiske person med fysiskråderet over et køretøj, der skulle registreres som bruger. Det var ejeren af køretøjet, der skulle stå for registreringen-

Kritik fra AutoBranchen Danmark

AutoBranchen Danmark var dengang kritisk overfor ændringen, der både gav administrativt bøvl og en risiko for at ansatte med et arbejdskøretøj risikerede at hæfte for afgifter og andet, hvis virksomheden ikke betalte sine regninger til tiden.

Den regelændring har ministeren nu ændret en gang til, så arbejdstagere ikke længere risikerer at hæfte. Samtidig slipper arbejdsgiverne for administrative byrder.

Det melder Skatteministeren ud i en pressemeddelelse den 24. september.

“Selvfølgelig skal en håndværker, eller andre der kører i et erhvervskøretøj, ikke risikere at hæfte for mesterens regninger. Derfor er jeg glad for, at vi med gode og konstruktive input fra branchen hurtigt har fundet en løsning, som kan træde i kraft allerede 15. oktober”, siger skatteminister Rasmus Stoklund.

Langt færre skal registreres som brugere

Ændringen betyder blandt andet, at lønmodtagere (med mindre der er tale om fri bil) ikke længere skal registreres som brugere af et arbejdskøretøj, de får stillet til rådighed af deres arbejdsgiver. Dermed risikerer lønmodtagere ikke længere at hæfte for de periodiske afgifter, der er knyttet til arbejdskøretøjet, hvis virksomheden ikke betaler dem eller går konkurs. Samtidig undgår virksomhederne de administrative byrder, der er forbundet med at opfylde registreringspligten. 

Hos AutoBranchen Danmark er man glade for, at ministeren har lyttet til kritikken og vil rulle den administrative byrde for virksomheder og deres ansatte tilbage. Juridisk chef Abid Khan siger: 

“Selvom intentionen var en anden, så betød regelændringen, at vores medlemmer blev pålagt nogle potentielt ret omfattende administrative byrder – og samtidig risikerede de ansatte hos vores medlemmer jo at skulle hæfte for afgifter, som det aldrig var meningen, at de skulle betale for. Så vi er glade for at ministen har lyttet og så hurtigt ageret på kritikken”.

Ændringen forventes at træde i kraft 15. oktober 2024. Forslaget bliver snarest sendt i høring, og AutoBranchen Danmark vil her se nærmere på de ændringer, Skatteministeren nu foreslår.

Kontakt

Abid Khan

Juridisk chef / advokat