Bilsalg

Nye salgstal: Tesla taber pusten

Volkswagen har sat sig tungt på salget af såvel nye som brugte elbiler, mens salget af Tesla falder markant, viser salgstal for februar.

Sidste år i februar var Tesla det mest solgte bilmærke i Danmark. Det var før, Donald Trump blev valgt som amerikansk præsident, og Tesla-CEO Elon Musk indtog en fremtrædende rolle på den politiske scene i USA.

Men i februar 2025 er situationen en helt anden for det amerikanske mærke. Her er nyvognssalget faldet ganske markant til at udgøre lige over 500 biler. Det er knap en halvering i forhold til sidste år og rækker blot til en 10. plads. Det viser friske tal fra bilstatistik.dk.

”Det kan godt være, Tesla har manglet nye modeller, men de har også sænket priserne siden februar 2024. Det bliver tydeligere og tydeligere, at de har fået et stort image-problem. Og det er også, hvad vi hører fra vores forhandlere,” siger adm. direktør i AutoBranchen Danmark, Gitte Seeberg.

God start på året

Tallene fra februar måned viser samtidig, at resten af nyvognsmarkedet trives langt bedre.

Faktisk ligger februar måned ca. 17 procent over sidste års salg, selvom der var en dag mere at sælge på sidste år, hvor det var skudår. Men 2024 begyndte også dårligt.

Elektriske biler udgjorde hele 66 procent af salget totalt og 80 procent af nyvognssalget til private.

Tyske Volkswagen levede i sandhed op til sit navn og tog hele 20 procent af markedet med 2.298 solgte biler – hovedsageligt elektriske.

Det er endda uden at medregne søstermærkerne Cupra, Audi og Skoda, som tilsammen tog yderligere 20 procent af markedet.

En ny garanti på 5 år på Semler Gruppens elbiler kan være en medvirkende årsag til salgssuccesen.

Samme tendens på brugtimport

Ser vi på brugtimporten lå den i februar hele 70 procent højere end i samme måned sidste år. I alt blev der hentet 6.817 brugte biler til landet.

Her er det også VW i top med hele 25 procent af brugtimporten og et kæmpe spring ned til Mercedes, som er nummer to med 10 procent. Tesla er faldet helt ned på en 7. plads og har tabt 50 procent ift. samme periode sidste år.

Den samlede handel med brugte biler herhjemme så også en markant fremgang i februar, hvor den landede næsten 9 procent højere end sidste år.

Her går tendensen også mod elektriske biler, som udgør 26 procent af den samlede brugthandel. Benzin er stadig det største drivmiddel med 46 procent af markedet (inkl. MHEV). Men sidste år i februar lå salget af brugte benzinbiler på 53 procent.

Markedet for dieselbiler skrumper også, men har stadig 21 procent af brugtmarkedet (inkl. MHEV).

”I AutoBranchen Danmark glæder vi os over, at såvel salget af nye som brugte biler er kommet så godt fra start i år sammenlignet med sidste år, hvor det hele så lidt mindre positivt ud. Samtidig hæfter vi os ved, at brugtimporten af elbiler fortsætter med at levere et kæmpe bidrag til den grønne omstilling,” siger Gitte Seeberg.

Gitte Seeberg

Adm. direktør