Eftermarked

Et opgør med giftig rudelim i autobranchen er på vej

Når rudemontører og andet uddannet personale i dag udskifter ruder på biler, bruges der mange steder giftig rudelim. Nærmere bestemt er det lim, som indeholder isocyanater.

Årsagen til, at der bruges giftig rudelim, skyldes,  at værkstederne og montørerne pålægges at bruge isocyanatholdige produkter fra bilproducenten, eksempelvis ved udskiftning af ruder inden for en stillet garanti.

Men isocyanat-produkter kan være allergifremkaldende og i værste fald kræftfremkaldende.

Derfor vil Arbejdstilsynet nu i dialog med autobranchen om brugen af den type rudelim. Det fortæller Sonja Hagen Mikkelsen, der er specialkonsulent i Arbejdstilsynets kontor for kemi og teknik.

“Vi ved, at det kan være svært for enkelte værksteder at overbevise den bilproducent, man samarbejder med, i brugen af de her produkter. Derfor vil Arbejdstilsynet indlede en dialog med producenter og importører med henblik på at fremme alternative produkter og få nedbragt brugen af isocyanatholdig rudelim”, siger Sonja Hagen Mikkelsen.

Sonja Hagen Mikkelsen, specialkonsulent i Arbejdstilsynets kontor for kemi og teknik.

Hos AutoBranchen Danmark er Nicky Bobak, chef for AutoBranchen Danmarks Videncenter, glad for, at der bliver sat spot på den type af rudelim.

“Der findes produkter, som i dag kan erstatte isocyanatprodukter ud fra, og som har samme kvalitet og udhærdningshastighed, men altså uden risikoen for at fremkalde eksempelvis allergiske reaktioner hos de ansatte”, siger Nicky Bobak og tilføjer:

“Derfor håber jeg, at den nye indsats vil betyde, at værkstederne og rudemontørerne fremover får et frivilligt valg mellem godkendte produkter, så vi kan udfase isocyanat-limen i Danmark. Det er dog vigtigt i denne sammenhæng, at der ikke kun godkendes et erstatningsprodukt hos importører til eftermarkedet, men at man i praksis fjerner de originale isocuanatholdige rudelim på markedet, som er sundhedsskadelige for de ansatte”.

Stoffer i søgelyset længe

Tilbage hos Sonja Hagen Mikkelsen fremhæves det, at isocyanat-produkter længe har været i søgelyset, på grund af deres negative helbredsmæssige konsekvenser for dem, som udsættes for isocyanaterne.

Netop derfor stiller arbejdsmiljølovgivningen særlige krav til arbejde med denne type produkter. Omvendt siger hun:

“Produkterne anvendes naturligvis også til særlige formål, fordi de har visse gode tekniske egenskaber. Men når der findes brugbare alternativer, så fremgår det også klart af både EU-direktiver på området og de danske regler, at farlige stoffer skal erstattes med stoffer, der er mindre farlige eller ikke farlige, når det er teknisk og økonomisk muligt. Hensynet til brugernes helbred vejer tungest, og det er derfor, vi skal være opmærksomme her”, siger Sonja Hagen Mikkelsen.

Næste skridt for Arbejdstilsynet er at kontakte bilproducenterne og deres importører for at kortlægge, hvordan brugen af isocyanat-rudelim er i dag, og derefter at forsøge at fremme initiativet om, at værksteder frit skal kunne vælge et mindre sundhedsskadeligt produkt til.

Kontakt

Nicky Bobak

Eftermarkedschef- og Brugtvognsekspert