I øjeblikket oplever mange virksomheder på tværs af brancher, at de har bedre tid til at overveje virksomhedens fremtidige aktiviteter, muligheder og udfordringer. For nogen virksomheder er det en nødvendighed, at de skal udvikle sig, hvis de vil fastholde deres position på markedet.
For at hjælpe virksomhederne har Industriens Fond afsat 150 mio. kr. til rådgivning af virksomheder med 10-500 ansatte. Rådgivningen er fokuseret på forretningsudvikling og kan anvendes af alle medlemmer af AutoBranchen Danmark, der opfylder kravet om antallet af ansatte.
I første omgang tilbydes en times rådgivning, hvorefter det besluttes, om virksomheden har behov for yderligere rådgivning. Hvis det er tilfældet, er der mulighed for 50 timers rådgivning. Interesserede virksomheder skal kontakte GenstartNUs hotline, hvor det afklares, om man er berettiget til at gøre brug af projektet samt hvilken type rådgivning, den enkelte virksomhed har behov for. Efterfølgende sættes virksomheden i kontakt en rådgiver inden for det relevante felt.
AutoBranchen Danmarks chef for medlemsservice, forretningsudvikling og kommunikation, Charlotte Brix Andersen, håber, at mange medlemmer vil gøre brug af tilbuddet.
”Rigtig mange virksomheder i autobranchen er under et stort pres lige nu. Der er brug for at omstille sig til nye tider mange steder og tænke i nye og andre baner for at sikre et likviditetsflow på endnu flere områder i fremtiden. Derfor er der god grund til at bruge det nye tilbud om rådgivning for at styrke forretningsgrundlaget. Det kunne f.eks. være i forhold til at udvikle forretningen digitalt, i forhold til hele oplevelsesindustrien og den grønne omstilling”, siger Charlotte Brix Andersen.
Medlemmer er velkomne til at ringe til Charlotte Brix Andersen for sparring og dialog, inden GenstartNU kontaktes.
Yderligere information om GenstartNU
Du kan finde yderligere oplysninger om projektet på GenstartNUs hjemmeside.
Det er også muligt at kontakte GenstartNu på deres hotline: 33773417.