Bilforhandlere

Forsamlingsforbuddet fastholdes

Regeringen og Folketinget har trukket håndbremsen på vej mod genåbningen af Danmark. I denne artikel samler vi op på de regler, der gælder for virksomheder i den kommende tid, herunder forsamlingsforbuddet og hjælpepakkerne.  

Den 14. august meddelte et samlet folketing, at de vil bremse genåbningen af Danmark. Det betyder, at forsamlingsforbuddet ikke hæves som planlagt. Før sommerferien havde Folketinget besluttet, at forsamlingsforbuddet skulle hæves fra 100 til 200 personer den 8. august. På grund af det stigende smittetal er den plan nu sat på standby. Forsamlingsforbuddet på 100 personer gælder nu frem til 31. oktober. I slutningen af september vil Folketinget gøre status på situationen.

Hjælpepakker udfases for autobranchen

Folketingets partier har også besluttet, at hjælpepakkerne til erhvervslivet fremover vil blive målrettet mod de virksomheder, som er omfattet af myndighedernes restriktioner, fx. tvangslukkede virksomheder, virksomheder berørt af grænselukninger eller forsamlingsforbuddet.

Dermed vil langt hovedparten af autobranchen ikke længere have adgang til Covid-19-relaterede hjælpepakker, når Lønkompensationsordningen udløber 29. august.

Stadig fokus på værnemidler, sprit og afstand

Som noget nyt meddelte Statsminister Mette Frederiksen den 15. august, at det fra lørdag den 22. august bliver obligatorisk at bære mundbind i offentlig transport, og at det på sigt også kan komme til at gælde for butikker, hvor der færdes mange mennesker.

Chef for medlemsservice, forretningsudvikling og kommunikation hos AutoBranchen Danmark, Charlotte Brix Andersen, opfordrer til, at branchen forbereder sig på, at anbefalingerne /kravene kan komme til at gælde for branchen.

”Statsministeren gav et kraftigt signal om, at mundbind kan få en langt større rolle i samfundet i de kommende måneder. Derfor opfordrer vi til, at branchen forbereder sig på, at der på sigt kan komme krav om mundbind i forretningerne. Det er fortsat vigtigt, at der står håndsprit fremme til både kunder og ansatte, at der kan holdes mindst en meters afstand, og at der i disse perioder skrues ekstra op for den daglige rengøring”, siger Charlotte Brix Andersen.

AutoBranchen Danmark opfordrer også til at tilmelde sig SmitteStop-appen og løbende holde sig orienteret på www.coronasmitte.dk.

Forsamlingsforbuddet er omfattet af en række undtagelser bl.a. at ”almindelig ophold og færden” på en arbejdsplads skal kunne lade sig gøre. Dermed gælder forsamlingsforbuddet ikke på arbejdspladser, når ophold for mere end 100 mennesker er naturligt og nødvendigt, for at arbejdet kan udføres som normalt. Såfremt det er tilfældet, er det muligt at samles op til 500 personer på en arbejdsplads.

Udfordringerne kommer først, hvis der skal holdes arrangementer med kunder og/eller besøgende på virksomheden, på en restaurant eller lignende. Her gælder forsamlingsforbuddet med mindre følgende betingelser opfyldes:

  • Deltagerne skal i det væsentlige sidde ned under arrangementet
  • Der må maksimalt være én person per to kvadratmeter

Kontakt

Charlotte Brix Andersen

Leder af Medlemsservice, forretningsudvikling og kommunikation