Der er også gang i forhandlernes salg af plug-in hybridbiler. Ifølge DBI fik 421 plug-in hybrider nummerplade på i oktober – i 2018 lød tallet på 151. Lægger man det hele sammen, er der samlet set blevet solgt 3.191 opladelige hybridbiler i perioden januar til oktober 2019. Det kan sammenlignes med 2.798 biler i 2018, hvilket er en fremgang på ca. 14 procent.
Gitte Seeberg, adm. direktør i AutoBranchen Danmark, glæder sig over, at det samlede bilsalg i årets første ti måneder landede på 191.994 personbiler, hvilket er en stigning fra 186.649 biler i samme periode 2018. Ligeledes glæder hun sig over, at grønnere biler vinder frem.
“Andelen af biler, der potentielt set udleder nul gram CO2 pr. kørt kilometer, er en klart opadgående kurve. Det glæder mig, fordi transportsektoren, herunder personbiler, skal bidrage til en grøn omstilling. Så det er rigtig positivt, at de danske forbrugere i stigende grad køber bil derefter”, siger Gitte Seeberg.
Viser vigtigheden i ro om afgifter
For direktøren viser oktobertallene, at danskerne er meget villige til at købe nyere og grønnere biler, hvis der er en økonomisk gulerod herved. Det viser samtidig vigtigheden i, at den nye regering bruger finansloven 2020 til at forlænge afgiftsfritagelsen for elbiler under 400.000 kr. For lige nu virker den lavere registreringsafgift, og samtidig er statens indtægter fra registreringsafgiften steget.
“Fra 2009 er statens indtægt fra registreringsafgiften steget fra knap 12 mia. kroner til over 20 mia. kr. i 2018. Her bidrager elbiler under 400.000 kr. naturligvis ikke, men bag det højere bilsalg ligger også salget af nyere og renere motorer, herunder de nyeste dieselmotorer og altså hybridbilerne, der kan gennemføre dele af kørsel på ren strøm”, fortæller Gitte Seeberg.
Tal og grafikker:
Årstal | 2015 | 2016 | 2017 | 2018 | 2019 |
Samlet bilsalg | 171.767 | 185.432 | 187.231 | 186.649 | 191.994 |
Hybridbiler (andel af samlet salg) | 1.980 (1,1%) | 5.338 (2,8%) | 6.566 (3,5%) | 10.264 (5,5%) | 11.476 (5,9%) |
Elbiler (andel af samlet salg) | 2.154 (1,2%) | 762 (0,4%) | 522 (0,2%) | 1.100 (0,5%) | 4.244 (2,2%) |