(Bemærk, at artiklen er udgivet 16. marts 2020 og at hjælpepakker, lovgivning og øvrige tiltag i corona-krisen kan have ændret sig. Gå til vores tema-univers for de nyeste historier)
Lønkompensation
Private virksomheder vil fra uge 13 få mulighed for at søge om lønkompensation, som alternativ til at fyre medarbejdere. Lønkompensationen kan gælde i perioden fra 9. marts til 9. juni. Staten vil betale 75 procent af medarbejderens løn, arbejdsgiver skal betale 25 procent af lønnen, mens medarbejderen skal bruge 5 feriedage/feriefridage i perioden. Staten dækker maksimalt 23.000 kr. per måned per medarbejder. For timelønnede dækker staten op til 90 procent af lønnen eller op til 26.000 kr. om måneden per medarbejder. Der er en række krav forbundet med at benytte ordningen, som skal overholdes bl.a. at mindst 30 procent af medarbejderne eller mindst 50 ansatte skal være fyringstruede. Læs mere her.
Aftalen om lønkompensation mangler at blive vedtaget i Folketinget, men det betragtes som en formalitet.
Øget refusion ved sygedagpenge
Virksomheder vil kunne få refusion af løn og sygedagpenge ved medarbejderes sygdom i de første 30 dage, hvis fraværet skyldes Covid-19/Coronavirus. Normalt ville arbejdsgiveren skulle dække de første 30 dage, der kaldes arbejdsgiverperioden.
Førnævnte refusion for arbejdsgiver gælder også, hvis medarbejderen er sendt i karantæne efter myndighedernes anvisninger uanset om personen er smittet med COVID-19/Coronavirus eller ej.
Selvstændige får ret til to ugers sygedagpenge.
Bemærk at forslaget forventes vedtaget i Folketinget tirsdag den 17. marts. De ændrede regler for sygedagpenge vil gælde i perioden 27. februar 2020 til 1. januar 2021.
Udskydelse af betaling af A-skat, B-skat, arbejdsmarkedsbidrag og moms
Betalinger af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag i perioden april-juni udskydes til den 10. i den femte måned efter afregningsperioden. Betalingsfristen for B-skat den 20. april udskydes til den 20. juni, mens fristen den 20. maj udskydes til 20. december. For selvstændige kan B-skatten reduceres ved at indberette en lavere indtægt for 2020 på skats hjemmeside. Læs mere om B-skat og selvstændige her.
Ligeledes udskydes fristen for angivelse af moms i perioden marts-maj til den 25. i anden måned efter afgiftsperiodens udløb. De normale regler tillader, at myndighederne under visse omstændigheder kan tilbageholde moms, men de regler suspenderes også forudsat at bestemte kriterier opfyldes.
For små og mellemstore virksomheder er der særlige regler for momsbetaling. De små virksomheder får udskudt deres momsbetaling til 1. marts 2021, mens de mellemstore virksomheders momsbetaling udskydes til 1. september 2020. Læs mere her.
Samtidig hæves beløbsgrænsen fra 200.000 kr. til 10 mio. kr. til og med 30. november. Det giver virksomheder med penge på kistebunden mulighed for at forudbetale skat. Dermed undgår man at betale negative renter af pengene i banken.
Ovenstående pt. fremsat som lovforslag i Folketinget, hvor det ventes vedtaget tirsdag den 17. marts 2020.
Garantiordning på 70 procent af nye lån
Hvis forslaget gennemføres, vil staten stille garanti for 70 procent af nye banklån, som skal bruges til at dække underskud hos SMV’er. Der er dog nogle krav der skal opfyldes. Man skal kunne dokumentere at have haft et driftstab på 50 procent, der skyldes COVID-19/Coronavirus. Derudover skal man være en sund virksomhed og være en del af bestemte brancher. Da der ikke foreligger et lovforslag endnu ved AutoBranchen Danmark endnu ikke, hvad kriterierne er for at være en sund virksomhed er og hvilke brancher der omfattes. Vi vil naturligvis informere om dette, når vi får kendskab til det.
For de store virksomheder vil der være en lignende garantiordning, men den vil skulle fungere på ”markedsvilkår”. Pga. det manglende lovforslag kender vi heller ikke kriterierne på dette område endnu.
Der er ikke fremsat et lovforslag endnu, men det forventes vedtaget snarest.
Mulighed for at sætte medarbejdere ned i tid
Gennem arbejdsfordelingsordningen vil det være muligt at sætte ansatte ned i tid, hvor de kan modtage supplerende dagpenge, som erstatning for deres mistede løn. Ændringen består i, at når en arbejdsfordeling er anmeldt til jobcenteret vil den kunne træde i kraft med det samme modsat tidligere, hvor der skulle gå en uge før ikrafttræden. Arbejdsfordelingsordningen kræver, at medarbejder accepterer at gå ned i tid.
Der er endnu ikke fremsat et forslag.