Spørgsmålet er derfor, hvordan stilles brancheaktører med den politiske stramning?
Kan blive noget rod
Christian Falk Hansen, der er advokat og partner i advokatfirmaet Vistisen Falk Winther, er ekspert i registreringsafgift på leasingområdet. Han forudser en del mere administrativt bøvl for autobranchen.
“Jeg forudser en masse yderligere administration for AutoBranchen Danmarks medlemmer, som skal bistå med korrektion af beskatningsgrundlaget, såfremt genberegningsværdien giver anledning til ændring”, fortæller Christian Falk Hansen og fortsætter:
“Og hvis genberegningsværdien efterfølgende ændres af Motorstyrelsen, og beskatningsgrundlaget hertil også skal ændres, skal arbejdsgiver og den ansatte bruge ressourcer på at beregne og korrigere nyt beskatningsgrundlag i form af genoptagelse af den ansattes skatteansættelser for flere år tilbage. Det bliver noget rod”.
Følger dom fra Østre Landsret
Finansloven ligger i slipstrømmen af en Østre Landsret-dom på området, som AutoBranchen Danmark tidligere har omtalt her.
Dommen slår fast, at beskatningsgrundlaget for leasingkøretøjer fremover skal svare til handelsværdien efter genberegningsreglerne i registreringsafgiftsloven.
En anden advokat, som har stor ekspertise inden for området, er Diana Mønniche, der er partner hos Bachmann/ Partners.
Hun udfolder nærmere, hvordan dommen fra Østre Landsret ændrer på betegnelsen ”nyvognspris”, når man beregner beskatningsgrundlaget af fri bil inden for de første 36 måneder.
Begrebet ‘nyvognsprisen’ er oprindelig blevet fortolket som den pris, en importør eller et leasingselskab har anskaffet bilen til og dermed har angivet ved 1. indregistrering af bilen. Den værdi har dannet grundlaget for beregningen af bilens registreringsafgift.
“Østre Landsret ændrede denne hidtidige praksis, fordi begrebet nyvognspris fremover skal fortolkes således, at det er bilens forventede salgspris som ny i detailledet. Det er altså ikke længere nyvognsprisen ved 1. indregistrering, der skal danne grundlag for beskatningen – i hvert fald ikke, hvis værdien ikke svarer til den værdi, som en slutbruger må forvente at skulle betale hos en forhandler”, forklarer Diana Mønniche.
Reduktion på 75% giver ikke mening
Tilbage ved Christian Falk Hansen opstår der yderligere undren i forlængelse af finansloven 2020. Den undren handler om den reduktion af nyvognsprisen, der ifølge ligningsloven betyder, at beskatningsgrundlaget efter tre år reduceres til 75% af nyvognsprisen (dog et mindstbeløb på 160.000 kr.).
Denne regel fastholdes på trods af, at hovedformålet med loven er, at beskatningsgrundaget skal følge markedsværdien for bilen.
”Realiteten er, at bilerne nærmere er 50% værd efter tre års ejertid. Det ved alle. Som reglerne er nu, er der ingen, som beholder en ny firmabil i mere end tre år. Hvis beskatningsgrundlaget blev reduceret til 50% efter tre års ejertid for nye biler, vil man ikke være ”tvunget” til at skifte bil så ofte. Det bør jo ikke være firmabilskatten, som afgør, hvornår man skifter firmabil”, siger Christian Falk Hansen.
“Fastholdelsen af reduktionen til 75 % af nyvognsprisen er desværre et godt eksempel på, at lovgiver ikke foretager en ordentlig gennemgang af regelsættet, når man nu har fat i det, idet man alene søger at ‘lukke huller’. Man burde således ændre reduktionen til 50 % af nyvognsprisen, da det er mere retvisende i forhold til markedsværdien af bilen”, siger Christian Falk Hansen.
Listepriser i spil
I stedet for at bruge genberegningsværdien som afsæt til beskatningsgrundlaget, er listeprisen også blevet nævnt som en mulighed til mindre administrativ bøvl ved beskatningen af de leasede firmabiler. Christian Falk Hansen siger:
“Man kunne overveje i stedet at anvende listeprisen som beskatningsgrundlag. Hvis man anvender listeprisen både ved køb og leasing, vil identiske biler blive beskattet ens, uanset om arbejdsgiveren køber eller leaser bilen. Derved vil man også opnå mere ensartethed i beskatningen af firmabiler”, siger han.
Diana Mønniche kan godt følge idéen, men hun mener ikke, at priserne nødvendigvis bliver mere retvisende.
“Jeg vil godt stille mig lidt tvivlende over for, om listeprisen nødvendigvis vil betyde et niveau, som udjævner forskellene mere mellem forbrugerprisen og erhvervsprisen på de her biler. For det er altså sjældent, at Hr. og Fru Danmark betaler listeprisen for en bil. Personer, som får stillet en fri bil til rådighed, vil blive beskattet af en større værdi, end det koster at eje køretøjet, hvis listeprisen skal danne grundlag for beskatningen, idet der ydes rabat for størsteparten af nye biler, som bliver solgt i Danmark”, siger Diana Mønniche.
Advokat Diana Mønniche mener, at hele metoden for værdiansættelse af køretøjer efter registreringsafgiftsloven er forældet.
“Værdiansættelsen sker fortsat ud fra de principper, som var gældende, inden der blev indført adgang til indregistrering af køretøjer på forholdsmæssig registreringsafgift og adgang til eksportgodtgørelse.Efter indførelse af reglerne om eksportgodtgørelse ved udførsel af køretøjer, påvirkes de danske priser også af de udenlandske markedspriser, da bilerne kan afsættes på andet end det danske marked”, forklarer Diana Mønniche.
Hvis de reelle handelspriser på bilerne skal findes, skal alle de parametre, som er med til at fastsætte prisen på en brugt bil, reelt indgå i værdifastsættelsen, mener hun.
“Så længe der anvendes forældede principper for fastsættelse af handelspriserne i forhold til registreringsafgiftsloven, vil værdierne til brug for beskatningsgrundlaget heller ikke afspejle de reelle handelspriser”, siger Diana Mønniche.
Du kan hente hele lovforslaget om leasede firmabiler på det her link.