Bilforhandlere

Vinder af udbud fundet: Ny semiautomatisk beregner af bilpriser på vej

Auto IT har vundet et udbud om at skabe en automatisk handelsberegner, der skal fastsætte værdien på brugte biler for Motorstyrelsen. Det oplyser virksomheden i en fælles pressemeddelelse sammen med Motorstyrelsen.

Ordren fra Motorstyrelsen strækker sig syv år frem og vil danne grundlag for beregning i branchen i fremtiden. Styrelsen har længe haft brug for et værktøj, der automatisk kan finde værdien af brugte biler, til brug for afgiftsberegning ved import- og eksportbiler.

Ida Nynne Daarbak Jensen, jurist hos AutoBranchen Danmark håber, at det nye system kan rydde op i en nuværende proces, som hverken er hensigtsmæssig for bilforhandlerne eller Motorstyrelsen selv.

“Jeg håber, at der her betyder, at vi fremover vil se færre tvister om bilens værdi og dertil får en større garant for mindre snyd med afgifterne. I dag er processen alt for håndholdt, og den tager lang tid. Det skal et semiautomatisk system løse. Og det skal være mere gennemskueligt for både brancheaktører og myndigheder at følge med i”, siger Ida Nynne Daarbak Jensen.

Digitale niveaulister

Det kommende system betyder, at der indføres digitale niveaulister, som hele tiden fyldes på med godkendte vurderinger, og at der med tiden indføres en usikkerhedsfaktor på den aktuelle vurdering, skriver AutoIT.

Hvis en vurderingspris eksempelvis kun baserer sig på ganske få bilannoncer, så skal der en manuel godkendelse til, og hvis beregningen er baseret på et meget solidt datagrundlag, så kan vurderingen blive forhåndsgodkendt og køre helt automatisk igennem.

Kontakt

Juridisk hotline