Bilsalg

Nyvognssalget stiger markant, men brugtvognssalg også i flot fremgang 

Nyvognssalget i november var næsten 25 procent højere end i november i fjor. Samtidig stiger brugtvognssalget med over 6 procent.

Samlet set er nyvognssalget nu oppe med over 15 procent i forhold til sidste år. Det sker efter, at nyvognssalget i november steg med knap 25 procent i forhold til november 2022. Det viser tal fra bilstatistik.dk. 

I alt blev der i november indregistreret 16.354 nye biler, mens det tilsvarende tal for november i fjor var 13.124.  

Det er igen elbilerne, der klarer det bedst – de stod for over 44 procent af alle nye solgte biler i november, mens benzinbilerne udgjorde 36 procent af salget. Dieselbilerne stod for over 8 procent af de solgte biler, mens pluginhybriderne udgjorde knap 8 procent af salget. Hybridbiler udgjorde i underkanten af 4 procent af de nyregistrerede biler.  

Brugtvognssalget stiger, men stadig under sidste år

Samlet set går brugtvognssalget år-til-dato stadig svagt tilbage i forhold til sidste år og er nede med omkring 0,2 procent. Der var i november dog markant fremgang at spore, idet salget i november i år var over 6 procent højere, end det var i november i fjor. 

Der blev i november solgt 39.873 brugte biler, mens tallet i fjor var 37.534. 

Benzinbilerne dominerer fortsat brugtvognssalget, hvor de i november udgjorde 53 procent af salget, mens dieselbiler stod for 25 procent af salget. Ligesom elbilerne længe har fyldt meget i nyvognssalget, fylder de også stadig mere i brugtvognssalget, og udgjorde i november knap 15 procent af salget, hvilket blandt andet skyldes import af brugte elbiler.  

“Det er dejligt at se, at nyvognssalget er ved at finde sig selv igen efter det horrible år i fjor. Tesla sidder på en stor del af fremgangen, men der er heldigvis også plads til, at andre mærker vinder frem,” siger Gitte Seeberg, adm. direktør i AutoBranchen Danmark.  

“Brugtvognssalget har været udfordret året igennem, og derfor er det særdeles positivt, at vi i november oplevede så stor vækst, som tilfældet er. Til sammen lover det positivt for, at vi kan slutte året af med en god måned,” siger Gitte Seeberg.  

Kontakt

Gitte Seeberg

Adm. direktør