Bilforhandlere

Over 5.000 sigtet for vanvidskørsel: Nu skal næste skridt tages

Nye tal viser, at vanvidskørsel fortsat er et alvorligt problem på de danske veje. AutoBranchen Danmark efterlyser derfor mere forebyggelse og bedre værktøjer til branchen.

Der er siden reglerne om vanvidskørsel trådte i kraft den 31. marts 2021 rejst 5.437 sigtelser, der har ført til, at staten har solgt konfiskerede biler for mere end 84 mio. kr. Samtidig viser opgørelsen, at spirituskørsel med en promille over 2,0 står for godt 2.600 af sagerne. Tallene understreger, at vanvidskørsel fortsat er et stort problem på de danske veje. 

For AutoBranchen Danmark bekræfter tallene, at der fortsat er brug for en hård indsats mod de bilister, der bevidst udsætter andre for fare. Men de viser også, at den politiske indsats ikke kan stoppe ved straf og konfiskation, når skaden først er sket. Der er også brug for værktøjer, som kan forhindre, at kendte vanvidsbilister overhovedet får adgang til biler fra branchen. 

”Tallene viser, at vanvidskørsel stadig er et alvorligt samfundsproblem. Derfor skal vi både holde fast i en hård kurs over for vanvidsbilisterne og samtidig give virksomhederne bedre muligheder for at stoppe vanvidsbilisterne, før de får nøglerne i hånden. Det er ikke rimeligt, at bilforhandlere, værksteder og leasingselskaber skal bære risikoen, når de har handlet i god tro,” siger Gitte Seeberg, adm. direktør i AutoBranchen Danmark. 

Det er netop baggrunden for udspillet Sammen mod vanvidskørsel, som AutoBranchen Danmark i januar præsenterede sammen med Dansk Erhverv, DTL Danske Vognmænd, Dansk Mobilitet og Finans & Leasing. Udspillet handler grundlæggende om at gøre det så svært som muligt for kendte vanvidsbilister og personer, der er frakendt førerretten, at få adgang til en bil hos bilforhandlere, værksteder, leasingselskaber og lignende. 

I udspillet peger organisationerne på tre konkrete forslag: automatisk validering af kørekort via Færdselsstyrelsens register, et advarselsregister mod misbrug af køretøjer og mere balancerede regler for konfiskation. Målet er både at styrke forebyggelsen og at sikre, at virksomheder, der har handlet ansvarligt, ikke bliver ramt urimeligt hårdt. 

AutoBranchen Danmark mener fortsat, at vanvidsbilister skal mødes med kontante konsekvenser. Men kampen mod vanvidskørsel bør i højere grad handle om at stoppe problemet, før det opstår. Derfor er der brug for politiske løsninger, som både beskytter trafikanterne og giver branchen reelle muligheder for at sige fra over for de kunder, der ikke bør få lov til at sætte sig bag rattet. 

Kontakt

Nicolai Fiil-Søby

Seniorkonsulent og direktionsassistent