Eftermarked

“Planen er, at det skal vokse – det hele” 

Super Dæk Service har meldt sine 63 afdelinger ind i AutoBranchen Danmark og har solide ambitioner om at vækste – og bidrage positivt til hele branchens udvikling.

Dæk fylder stadig – naturligvis – en del i Super Dæk Service. Ja, faktisk har man aktuelt hele 85.000 opbevaringssæt på lager. Men selvom det vil tage pusten fra de fleste at skulle holde styr på omkring 340.000 hjul i alle verdens størrelser og vægtklasser, betyder det ikke, at man fra hovedkvarteret i Brørup mellem Kolding og Esbjerg ikke har ambitioner om mere. 

Tværtimod.  

Igennem de seneste 50 år er Super Dæk Service vokset til i dag at have 63 filialer fordelt over det meste af landet. Men hvor man i starten primært solgte dæk, har man over de sidste 10 år fået skabt en betydelig vækst i mekaniske reparationer og service, og runder snart én milliard kroner i årlig omsætning. 

“Vores ambition er at være det centrale kontaktpunkt for alle vores kunder. Vi har mange biler inde for at få skiftet hjul og dæk, og her er vores målsætning at hjælpe vores kunder med hele bilen – også alle de nye el- og hybridbiler, der kommer på markedet,” siger John Hornbech Christensen, der siden 2023 har været adm. direktør for SDS-koncernen. 

“Og som jeg ser det, er der ingen øvre grænse for, hvor mange afdelinger vi kan være. Vi har nogle steder på danmarkskortet i dag, hvor vi endnu ikke er fysisk til stede med afdelinger, og vi skal fylde endnu mere i markedet om fem år,” siger han videre. 

Den første Super Dæk Service åbnende i Fredericia i 1974 og SDS ejes af den familieejede NDI-koncern, der blev grundlagt af Benny Kristensen i 1970. 

Og ambitionen er klar:  

“Planen er, at det skal vokse – det hele. Altså både dæk og det mekaniske,” siger Peder Hansen, business operations specialist i SDS og som har udfyldt en lang række roller i koncernen gennem årene. 

Klar ambition

“Vores ambition er hverken at være landværksted eller glashus. Men vi stræber efter at lægge et sted herimellem med velplejede kunde- og værkstedsfaciliteter og kvalitetsservice til konkurrencedygtige priser,” siger Peder Hansen.  

“Når kunderne kører til os, kan de få det hele, og service efter fabrikantens anvisninger med registrering i fysisk eller online servicebog, således garantien bevares,” siger John Hornbech Christensen, der i foråret meldte Super Dæk Service ind i AutoBranchen Danmark. 

Og de ambitioner kræver investeringer og klare prioriteringer.   

Man arbejder i SDS derfor strategisk med partnerskaber og investerer samtidig massivt i uddannelse og opkvalificering af arbejdskraften. Virksomheden har indgået samarbejde med Bosch Car Service om certificering af værksteder, og man har aktuelt 60 lærlinge og satser udover egen SDS-akademier massivt i obligatoriske højvoltsuddannelser for alle teknikere, dette med mere end 1000 kursusdage pr år – svarende til 5 dage pr. ansat. Og SDS investerer årligt et tocifret millionbeløb de kommende år for at blive klar til elbilerne med indkøb af testere, lifte og andet.   

Der er også ambitioner om at blive endnu dygtigere på personbiler og varebiler, værkstederne skal kunne løse flere opgaver, der skal udvikles digitale systemer og på sigt skal elbilsbatterierne kunne skiftes på værkstederne.  

Samtidig er der i samarbejde med EWII blev sat ladestandere op ved samtlige værksteder og man har skruet kraftigt op for det, SDS selv kalder en “aggressiv og taktisk” markedsføring.  

Nyt niveau

Det skal tilsammen løfte Super Dæk Service til et nyt niveau. 

SDS er foruden Danmark også til stede i Sverige og Norge, hvor der samlet er over 300 afdelinger. Men her ejer man fra SDS’ side ikke værkstederne, som det er tilfældet i Danmark.  

SDS er en kapitalejet kæde hvilket betyder, at beslutninger kan tages centralt, så værkstederne ikke behøver at lave lokale samarbejdsaftaler, dette kan gøres nationalt. Med få undtagelser skal afdelingerne kunne det samme, men filosofien er, at der skal være plads til lokale initiativer, hvor fokus ligger mere på et segment end et andet.   

“Vi har arbejdet med, hvordan vi kan bevare det lokale ejerskab. Det skal nærmest være som at drive sit ejet værksted, men at gøre det for andres penge,” forklarer John Hornbech Christensen.  

På det seneste har der været en pause i ekspansionen. Opkøbet af Euromaster endte med, at man kun kunne overtage ni afdelinger, men flere opkøb kan være på vej fremadrettet, lyder det fra Brørup. 

“Men vi har fortsat en opgave i at styrke driften i vores afdelinger, så vi står stærkere på de lokale markeder, vi befinder os på. Vi vil som koncern ikke acceptere, at tingene ikke er i orden, så vi skal have alle til at levere, inden vi rykker videre,” siger John Hornbech Christensen, der fortæller, at det er gået hurtigere end ventet med at vende røde tal til sorte i de overtagede afdelinger.  

“Vi befinder os i en foranderlig verden, hvor vi hele tiden kigger på nye muligheder,” siger han. 

Og netop SDS’ store ambitioner er også grunden til, at man har meldt sig ind i AutoBranchen Danmark. 

“I AutoBranchen Danmark kan vi få de nye indsigter. Det gælder fx, når det kommer til at blive klogere på de nye måder at have bil på, som kommer til at gælde i fremtiden. Og så får vi ikke mindst en vej ind i det politiske system, så vi kan være med til at påvirke udviklingen,” siger John Hornbech Christensen. 

Blandt de emner, der fylder, er nye bæredygtighedskrav og krav til ESG-rapportering og den stigende kompleksitet i meget lovgivning. Herunder CSRD-lovginingen, som NDI-koncernen bliver omfattet af fra 2028. Samtidig er bortskaffelsen af dæk noget, der skal håndteres politisk, ligesom SDS forventer juridisk hjælp fra AutoBranchen Danmark i forhold til håndtering af kunderne, hvor tvister fylder mere og mere.  

Vil bidrage

“Vi glæder os rigtig meget til samarbejdet. Vi vil meget gerne bidrage til en positiv udvikling for hele branchen,” siger John Hornbech Christensen.  

Og det er gengældt, fastslår Gitte Seeberg, der er adm. direktør i AutoBranchen Danmark: 

”Super Dæk Service er en stor og vigtig aktør i branchen, og vi er glade for, at de ser værdi i et medlemskab hos os. Vi glæder os rigtig meget til samarbejdet, som jeg er sikker på, vil blive en fordel for begge parter,” siger Gitte Seeberg.

 ”Eftermarkedet får større og større betydning i hele branchen. Det gør det også hos vores medlemmer, og vi opruster i disse år både i skadesbranchen – altså til fordel for autolakererne og karrosseriværkstederne – men i høj grad også, når det kommer til de mekaniske værksteder, som lige nu går igennem en hastig udvikling. Med samarbejdet med Super Dæk Service står vi endnu stærkere,” tilføjer hun. 

Dette er en artikel fra AutoBranchen Danmarks medlemsmagasin Eftermarkedet. Du kan læse hele magasinet her.

Kontakt

Gitte Seeberg

Adm. direktør