Danskernes biler

Private har købt flere brugtimporterede end nye biler 

En massiv vækst har præget importen af nyere brugte biler i de senere år. Det er hovedsageligt elbiler, der hentes hjem, og de private bilkøbere har i den grad taget importbilerne til sig.

Denne artikel indgår i vores løbende dækning af Danskernes Biler. Find mere statistik og flere artikler om Danskernes Biler her.

Handel med nyere importerede brugtvogne er i de seneste år gået fra at udgøre en mindre del af det danske bilmarked til at udgøre en meget betydelig del af det, viser tal fra bilstatistik.dk. 

Alene i første halvår af 2025 er der i alt blevet hentet 41.538 biler til landet, som tidligere har været indregistreret i andre lande. Det betyder, at der indtil videre i år er hentet lige så mange brugte biler til landet som i hele 2023, der i forvejen lå noget højere end det foregående år. 

For at sætte brugtimportens høje niveau i et andet perspektiv, blev der i første halvår af 2025 solgt 89.546 nye biler herhjemme. Men graver vi et spadestik dybere og isolerer salget til private bilkøbere, viser tallene en anden virkelighed. 

Hvis vi således holder privatleasing samt salg og leasing til erhvervsdrivende ude af salgstallene, så er der solgt 33.345 nye biler til private i første halvår af 2025. Men i samme periode er der solgt hele 34.520 brugtimporterede biler til private. 

Det vil altså sige, at hvad angår det traditionelle bilsalg til danske privatkunder, har brugtimporten overhalet nyvognssalget. For blot et år siden lå nyvognssalget til private stadig væsentligt højere end salget af brugtimporterede biler. 

Næsten kun elbiler i importen 

Og det er altså ikke specielt gamle biler, der er tale om. Over 87 procent af de importerede brugtbiler i første halvår var under fire år gamle. 

Samtidig er brugtimporten kommet til at spille en helt central rolle i den grønne omstilling. Mere end 91 procent af de brugtimporterede biler i første halvår af 2025 var nemlig elektriske. Og ser vi kun på private var tallet tættere på 97 procent. 

Udviklingen i brugtimporten hænger blandt andet sammen med udviklingen i det elektriske bilsalg herhjemme samt i landene omkring os. Her har danskernes appetit på elbiler som bekendt været stor – bl.a. tilskyndet af forskellige afgiftsincitamenter. Men på f.eks. det tyske marked har elbilen endnu ikke opnået samme popularitet til trods for forskellige støtteordninger. Mange let brugte elbiler er på den baggrund blevet eksporteret videre til Danmark i de senere år. 

Som et modsvar, der skal stille nye biler bedre i konkurrencen med de brugtimporterede biler, har vi siden december set flere importører af nye biler forlænge sine nyvognsgarantier på elbiler markant. Det kan du læse mere om her

Kontakt

Christian Richter

Kommunikations- og politisk rådgiver