Danskernes biler

Rækkeviddeangsten stadig udbredt, men på hastig tilbagegang

Selvom elbiler fylder mere og mere af danskernes bilpark, oplever branchen stadig at danskerne tøver med at købe en elbil grundet en række paramtetre.

Foto: Colourbox

Denne artikel indgår i vores løbende dækning af Danskernes Biler. Find mere statistik og flere artikler om Danskernes Biler her.

For kort rækkevidde er stadig den primære årsag til, at bilisterne fravælger en elbil. Sådan lyder vurderingen i hvert fald fra de bilforhandlere, der har deltaget i AutoBranchen Danmarks seneste kvartalsundersøgelse i juni 2024.

54 procent angiver således for kort rækkevidde som en de primære årsager til, at kunderne fravælger elbilerne.

Der er dog tale om et stort fald fra sidste år, hvor 71 procent af respondenterne fastslog, at for kort rækkevidde skræmte kunderne væk. Det afspejler sikkert både, at flere har fået erfaringer med elbiler, og at mange modeller har fået længere rækkevidde.

Herefter følger for langsom opladning som en grund til, at kunderne fravælger elbilerne, fastslår 28 procent af forhandlerne, hvilket er på niveau med sidste års besvarelser.

Til gengæld fylder for dårligt netværk af ladestandere ifølge forhandlerne langt mindre for kunderne. Sidste år skræmte det 38 procent af kunderne væk, men i år svarer kun 10 procent af forhandlerne, at et mangelfuldt ladestandernetværk afskrækker kunderne.

Prisen på elbiler afskrækker ifølge 22 procent af forhandlerne fortsat også kunder, men sidste år mente 31 procent, at prisen var afskrækkende, så de mange prisnedsættelser på elbiler må siges at have haft en effekt.

Hvis man omvendt spørger til, hvad der skal til for at sælge flere elbiler, er det i stedet ro om bilafgifterne, som forhandlere ser som det vigtigste parameter, hvis væksten i salget af elbiler skal fortsætte. Det svarer 53 procent af respondenterne.

Men også her fylder rækkevidde og ladetid. 50 procent af forhandlere svarer således, at længere rækkevidde vil kunne sikre et øget salg, mens 36 procent mener, at det vil øge salget af elbilerne, hvis de kan lade hurtigere.

Kontakt

Christian Richter

Kommunikations- og politisk rådgiver