Høj omsætningshastighed på lageret af biler. Det er god latin blandt mange forhandlere i disse år, hvor der sker store forandringer af bilmarkedet, og kraftige prisudsving på elbiler er blevet dagligdag.
Hidtil har hurtige handler også resulteret i en lav pris for annoncering på Bilbasen, fordi man kun tog betaling for det antal dage, en bil stod til salg.
Men det er der lavet om på fra den 6. januar i år. Nu skal forhandlere betale for 90 dages annoncering, uanset hvor hurtigt salget af en bil går, og det har skabt utilfredshed i branchen, som vi tidligere har skrevet om. Især fordi liggetiden i gennemsnit er 57 dage.
Rammer især de små
En af de forhandlere, der ikke er tilfreds med den nye prisstruktur, er Jon Slot Hansen, som er indehaver af Kraft Biler i Fredericia.
”Jeg har diskuteret det med Bilbasen flere gange. De mener ikke, at det bliver ret meget dyrere for os, men det mener jeg bestemt, det gør. For os bliver det cirka 20 procent dyrere, og det er en prisstigning, som kommer oven i en prisstigning på 10 procent fra i sommer,” siger han og fortsætter:
”Det er en vanvittig stigning i min verden. Og den stigning er udregnet efter vores mængderabat, så hvis man er en lille forretning, der ikke har så mange biler igennem, får man procentuelt en langt større stigning,” forklarer Jon Slot Hansen.
Han forklarer videre, at der ikke skelnes mellem om en bil koster 600.000 kr. eller 10.000 kr., hvorfor forhandlere af biler i den billigere ende også rammes ekstra hårdt.
Undgå dubletter
Så hvad kan man gøre for at holde omkostningerne nede?
“Vi plejer at have lige så mange annoncer, som vi har biler,” fortæller Jon Slot Hansen, som nu har valgt en mere restriktiv tilgang til Bilbasen.
“Hvis vi f.eks. har 15 ë-Jumpy på lager, tager vi måske kun to-tre med på Bilbasen. Inde i annoncerne skriver vi så, at vi har yderligere 15–20 stk. på lager – og så sørger vi for, at de biler, vi slår op, er skarpt prissat,” forklarer Jon Slot Hansen, som dog stadig har langt over 200 annoncer på Bilbasen.
Nogle biler udelader virksomheden nu helt fra Bilbasen. I stedet bliver de annonceret på andre platforme som f.eks. Biltorvet.
”Jeg synes faktisk, vi får flere og flere kunder ind fra andre kilder i dag,” siger Jon Slot Hansen og tilføjer, at virksomheden også bruger en del penge på Google Ads, søgemaskineoptimering osv.
”Vi kører mere SoMe nu og har et bureau til at lave annoncer for os. Vi vil gerne have flere folk direkte ind på vores hjemmeside, i stedet for at de går ind på Bilbasen. Som udgangspunkt vil vi gerne være så lidt gift med Bilbasen som muligt.”
Flyt trafikken hjem
Og netop den strategi bliver ifølge medlemskonsulent Klaus Schultz mere og mere udbredt blandt forhandlerne i øjeblikket.
“Det gælder om at få flyttet trafikken derhen, hvor du selv ejer relationen. Du kan f.eks. systematisk henvise til din egen hjemmeside i de annoncer, du opretter,” siger han.
Derudover peger han på sociale medier som et oplagt supplement til klassiske bilannoncer – både i forhold til annoncering, men også i form af f.eks. egenproduceret videoindhold, hvor forhandleren selv er i centrum.
“Vi har i branchen set flere eksempler på, hvordan man kan bruge video og personlig formidling til at opnå gode resultater. Det kan man både gøre på egne kanaler på f.eks. YouTube, men det kan også bruges på Bilbasen,” forklarer han.
Opnår besparelser med AI
Samtidig ser medlemskonsulenten flere forhandlere, der opnår store besparelser på forarbejdet til annoncering ved hjælp af AI-løsninger.
”En elbil kan have forskellige udstyrskoder alt efter, om den kommer fra Spanien, Tyskland eller Holland. Det tager lang tid at slå alt op manuelt,” forklarer Klaus Schultz.
”Med AI-løsninger kan såvel udstyrslister som annoncetekster genereres automatisk. Sælger du flere hundrede biler om året, kan det være, du samlet set kan spare, hvad der svarer til en måneds arbejde om året for én medarbejder.”
Man skal dog stadig huske at gå teksten efter i sømmene, for man har fortsat ansvaret for, at indholdet er i orden, slutter han.
Kontakt





