Bilforhandlere

Salget af brugte biler falder. Det rammer særligt elbiler

Bilmarkedet er blevet ramt af den økonomiske usikkerhed, hvilket går særligt hårdt ud over elbiler, viser tal fra Bilbasen. 

I Bilbasens markedsrapport for uge 43 tegner der sig et bekymrende billede for salget af brugte biler. Det går hårdest ud over elbiler og dyrere pluginhybridbiler samtidig med, at antallet af biler til salg på bilbasen er steget fra 58.200 til 58.500 biler. 

Der er flere biler til salg på alle drivlinjer, men mest bemærkelsesværdigt steg antallet af pluginhybridbiler med 250 stk. Antallet af elbiler til salg på Bilbasen er nu oppe på 6.300 elbiler.  

Flere og større prisrettelser 

I uge 43 blev der foretaget 2.912 prisrettelser med en gennemsnitlig prisnedsættelse på 11.992 kr. Ugen forinden blev der ”kun” foretaget 2.809 prisnedsættelser med en gennemsnitlig nedsættelse på 10.201 kr. Prisrettelserne gælder alle drivlinjer, men elbiler og de dyre pluginhybridbiler bliver i højere grad sat ned i pris end tidligere.  

Der er altså tale om en stigning i både antallet af prisrettelser og størrelsen på prisrettelserne med en klar grøn slagside. Til sammenligning blev elbilerne i oktober måned gennemsnitligt sat ned med 25.809 kr., dvs. en markant højere prisnedsættelse end de gennemsnitlige nedsættelser på 10-11.000 kr. i uge 42 og 43. De store prisfald på elbiler underbygger den udvikling, som AutoBranchen Danmarks adm. direktør Gitte Seeberg oplever i dialogen med branchen: 

”Vores undersøgelser og medlemsbesøg giver de samme indikationer, som Bilbasens statistik viser. Kunderne er blevet mere tilbageholdende med at købe/lease biler. Vi hører fra en del medlemmer, at der stadig er fornuftigt salg i de mindre biler, men at de dyreste biler holder mest for. Det giver desværre også en grøn slagside, da elbiler og pluginhybridbiler generelt ligger i den dyre ende ift. tilsvarende benzin- og dieselbiler. Der er ingen tvivl om, at de svingende elpriser også har en betydning for, at nogle forbrugere vælger at søge mod benzin- og dieselbilerne.” 

Kontakt