Nyhed (bruges ikke)

Samråd: Minister overvejer at droppe selvanmelder-ordning

Folketingets skatteordførere diskuterer lige nu, om den selvanmelder-ordning, som bilforhandlere bruger ved eksport af biler, skal overleve. Derfor var skatteminister Karsten Lauritzen (V) tirsdag den 11. december indkaldt til samråd om den svindel med eksportgodtgørelsen, der årligt har kostet staten et milliardbeløb. En ordning, som partierne forhandler om før jul.

Både skatteordfører Jesper Petersen fra Socialdemokratiet, Rune Lund fra Enhedslisten og Dennis Flydtkjær fra Dansk Folkeparti var til stede ved samrådet, som især havde til formål at opklare, hvorfor Skat og skatteministeren ikke har reageret før på svindlen, der ifølge en ny rapport fra Rigsrevisionen har været kendt i årevis. Til det sagde Karsten Lauritzen:

“Jeg forstår godt den kritik, der er rejst, men med de ressourcer som skatteforvaltningen har haft til rådighed, har det ikke været nemt. Jeg glæder mig dog over, at kontroltrykket er hævet markant, og at den nye Motorstyrelse i Aalborg strammer op og er på vej med en vejledning på området”, sagde skatteministeren på samrådet.

Han tilføjede dog:

“Min indstilling som skatteminister er, at vi afskaffer ordningen. Det vil i min optik være det bedste. Men det er jo ikke min beslutning alene, det skal vi diskutere i fællesskab”.

Rimelige regler

AutoBranchen Danmark tager i sagens natur afstand fra de selvanmeldere, som ikke følger reglerne. Omvendt er det også vigtigt, at nogle få ikke får lov at ødelægge det for de mange, som rent faktisk godt kan overholde skatteforvaltningens regelsæt. Det siger Eylem Ünüvar, juridiske chef og advokat hos AutoBranchen Danmark.

“Hvis politikerne beslutter enten at afskaffe eller ændre drastisk i ordningen for godtgørelse til eksportbiler, er det vigtigt, at vi får nogle nye regler, der ikke skader branchen og forhindrer den frie bevægelighed af varer inden for især EU’s grænser. Svindel skal bekæmpes, men alternativet skal ikke belaste de mange, som følger ordningen til punkt og prikke”, siger Eylem Ünüvar.

AutoBranchen Danmark har løbende møder med Motorstyrelsen i Aalborg om love og vejledninger til bilforhandlere, herunder også om eksportgodtgørelse. Eylem Ünüvar supplerer:

“Uanset hvordan en lov på området skal sættes sammen, skal den været balanceret og proportional. Hertil arbejder Motorstyrelsen i samarbejde med os på at blive bedre til at yde kundeservice over for de mange erhvervsdrivende, der er afhængige af hurtige og fair behandlingstider. Det omfatter også eksport- og importbiler”, forklarer AutoBranchen Danmarks juridiske chef.

14-dages regel til debat

Ordførerne og ministeren diskuterede også den 14-dages regel, der gør muligt at eksportere en bil inden for to uger. Socialdemokratiets Jesper Petersen mener ikke, at det er “en menneskeret”, at en bil skal kunne eksporteres inden for 14 dage – taget svindlen i betragtning. Her var skatteministeren nogenlunde på linje med oppositionspolitikeren.

“Man har krav på at kunne eksportere en bil og sælge den i udlandet, men tidsfristen kan jo diskuteres. Hertil vil jeg sige, at det med at lave et prisskøn på en bil er en gråzone. Og derfor kræver det jo noget tid at efterprøve de beregninger, selvanmelderen indgiver”, fortalte skatteminister Karsten Lauritzen.

AutoBranchen Danmark har tidligere fået henvendelser fra skatteministeren, og AutoBranchen Danmark hjælper også løbende medlemmer med at overholde regelsættet. Vil man læse mere om, hvad AutoBranchen Danmarks juraunivers tilbyder, kan man følge det her link: Eksportgodtgørelse og dokumentation

Motorstyrelse skal rydde op

I løbet af samrådet stod det klart, at skatteministeren sætter stor lid til den relativt nye Motorstyrelse i Aalborg, der blandt andet er på vej med en ny vejledning til at anmelde korrekt hos både virksomheder og de enkeltpersoner, som håndterer eksportgodtgørelsen. Hertil sagde skatteministeren:

“Branchen vil også bemærke, at vi hos Motorstyrelsen i Aalborg samler de ansatte, der kontrollerer og vejleder på området. Tidligere var de skilt ud på mange forskellige afdelinger rundt om i landet gennem den gamle skatteforvaltning”, sagde Karsten Lauritzen.

Alt i alt forventer skatteministeren, at det bliver lettere at sanktionere de selvanmeldere, der ikke holder sig inden for lovens rammer. Samtidig henviser han til, at Skat fremadrettet også vil komme efter enkeltpersoner og ikke kun virksomheder.

Omfanget af svindel med eksportgodtgørelsen har i de senere år taget fart. Da refusionen for restværdien af registreringsafgiften blev indført i 2002, regnede skatteforvaltningen med, at eksportgodtgørelse ville udgøre omkring 35 mio. kr. årligt. Siden 2013 har Skat dog udbetalt mere end 1 mia. kr. om året til selvanmelderne.