(Dette er et indlæg af Gitte Seeberg, adm. direktør i AutoBranchen Danmark bragt i Politikens tillæg AUTO 24. december 2021)
Jeg tror faktisk ikke, det er muligt at undervurdere det, der sker på de danske veje lige nu. Ikke siden hestevognene blev afløst af automobilerne, har vi set en større forandring på de veje, der forbinder vores land. Over alt i landet triller nye grønne biler ud over kantstenen og ud på vejene – og de gør det i et højere antal end nogensinde før.
Hvis du ikke allerede har købt en elbil, har du måske overvejet det eller du har købt en plug-in hybrid og gør dig dine første erfaringer med at lade bilen op – enten på en ladestander derhjemme eller på en af ladestanderne langs vejene.
Mange forelsker sig i de mindre støjende elbiler, andre værdsætter, at man gør noget godt for klimaet og det har selvfølgelig også betydning, at mange af de løbende udgifter er (meget) lavere i forhold til en benzinbil og at man kan parkere gratis med sin elbil flere steder, hvor der ellers normalt er betalingsparkering.
Så mens salget af elbiler i Danmark i flere år slet ikke stået mål med regeringen og Folketingets ambition om, at Danmark skal være et grønt foregangsland, er der nu for alvor ved at ske noget.
Mens der i første kvartal 2017 blev solgt sølle 48 elbiler herhjemme, er det tilsvarende tal for de tre efterårsmåneder i år over 8300. Det er over 170 gange flere elbiler. 170 gange flere.
Det er overordentligt positivt, at Danmark endelig er ved at komme op i gear, for vi har alt for længe haltet efter udviklingen i andre lande – og vi gør det faktisk stadig. Da elbilerne i august måned slog rekord og antallet af rene elbiler udgjorde 19 procent af salget, var det tilsvarende tal 24 procent i Sverige og hele 72 procent i Norge.
Hvis man tæller plug-in hybriderne med, som jo også kan være mere klimavenlige end benzin- og dieselbilerne, hvis man husker at lade dem op med grøn strøm, udgjorde salget sammen med de rene elbiler hele 45 procent i november måned.
Det er dejligt at opleve, at danskerne har taget elbilerne til sig. Og jeg tror, det er en udvikling, der kommer til at fortsætte.
Det er selvfølgelig den enkelte dansker, der beslutter, hvilken bil han eller hun køber, men politikerne spiller også en enorm rolle.
Der er nemlig en række forhold, som der skal bedre styr på, hvis udviklingen skal fortsætte, som vi har set i år, hvor elbilerne har fået deres gennembrud i Danmark.
Der er opstået køer ved mange ladestandere rundt omkring i landet, manglen på mikrochips har betydet, at mange har ventet forgæves på en elbil og der er alt i alt brug for, at politikerne tager sig alvorligt sammen og sikrer, at infrastrukturen er på plads, så landets nye elbilister får en god oplevelse i deres nye bil – også så endnu flere, og særligt dem, der bor, hvor der er ekstra langt mellem ladestanderne, får lyst til at købe en elbil.
Her i AutoBranchen Danmark fortæller 90 procent af de bilforhandlere, som vi organiserer, at de oplever, der mangler ladestandere i deres lokalområde.
Tidligere i december advarede FDM om det samme. Og analyser fra DTU og Dansk E-Mobilitet har fastslået, at de 630 ladepunkter langs statsvejene, som et bredt politisk flertal på Christiansborg vil sikre frem mod 2030, er for få.
Derfor er der brug for flere ladestandere nu. Der er brug for en udbygning af infrastrukturen omkring elbiler, som er af både højere kvalitet og langt mere fintmasket, end det vi ser på tegnebrættet lige nu.
Hvis ikke både landspolitikerne og ikke mindst de nyvalgte byrødder rundt omkring i landets kommuner sikrer det, risikerer vi ikke bare, at det flotte salg af elbiler går i stå, men at befolkningen begynder at skifte elbilen ud en langt mere forurenende fossilbil.
Og det vil være rigtig skidt nyt. Særligt når vi ved, hvor stor en opgave, vi står overfor. Trods det flotte salg, som vi har set i år, er det nemlig stadig kun omkring fem procent af det samlede antal personbiler, der er grønne.
Men når både forbrugerne, forhandlerne og producenterne har kastet sig ind i at bidrage til løsningen af opgaven, som man må sige, de har i det forgangne år, så tyder det godt for fremtiden.