Bilsalg

Selvom salget steg fra februar, bød marts på nedtur for både brugte og nye biler 

Mens brugtvognssalget faldt med 17 procent i forhold til marts i fjor, faldt nyvognssalget med seks procent. Samlet set ligger første kvartal i år også en del under 2023-niveau.

Både nyvognssalget og brugtvognssalget er i årets første kvartal faldet med cirka 7 procent i forhold til første kvartal sidste år.  

Hvis man ser på de nye biler, blev der i årets første tre måneder indregistreret 36.932 nye biler, mens tallet i første kvartal sidste år var 39.946, hvilket svarer til et fald på 7,5 procent. 

Og når det kommer til brugtvognssalget inklusiv import og ejer- og brugerskift var salget i fjor på 130.717, mens det i første kvartal i år var på 121.357 biler. Det er et fald på 7 procent. 

Det viser tal fra bilstatistik.dk. 

Ser man isoleret på marts måned, steg salget af nye biler markant i forhold til februar, men når man sammenligner med marts sidste år, er der tale om et fald på 6 procent fra 17.954 nyregistrerede biler i marts i fjor til 16.784 i marts i år.  

Her fylder elbilerne mest og udgør 42 procent af salget, mens benzinbiler indtager andenpladsen med 38 procent. Dieselbiler udgør otte procent, mens hybridbiler udgør syv procent og pluginhybriderne står for 5 procent, hvilket er en markant nedgang fra de 11 procent, som de udgjorde af martssalget i fjor.

Brugtvognssalg styrtdykker

Brugtvognssalget er både faldet marginalt i forhold til sidste måned, men også styrtdykket med 17 procent i forhold til marts i fjor, hvor der blev solgt 49.955 brugte biler mod 41.335 i marts i år.  

Benzinbilerne fylder fortsat mest i brugtvognssalget med 55 procent, mens dieselbilerne står for 24 procent af salget. Elbilerne udgør 15 procent af brugtvognssalget, mens pluginhybriderne står for fem procent og hybridbilerne står for én procent.  

“Salget i marts har været skuffende og årets første kvartal har også ladet en del tilbage at ønske. Men vi fornemmer, at optimismen er på vej tilbage ude hos forhandlerne, så vi håber, at salget stiger i april, når nu vejret bliver bedre,” siger Gitte Seeberg, adm. direktør i AutoBranchen Danmark.

Kontakt

Gitte Seeberg

Adm. direktør