Bilforhandlere

Sidste chance: Sådan er din fremtid som agent

Forhandlernetværkene bliver voldsomt beskåret og mange skal over på en agentmodel. Få overblikket til agentarrangement på torsdag.

Autobranchen er under massiv forandring i disse år. Store konsolideringer og overgangen til agentmodeller stiller store krav til din nyvognsforretning.

Mange af de store bilkoncerner som VW-gruppen, Stellantis og flere kinesiske brands er blot nogen af dem, der arbejder på at implementere en agentmodel i Europa i disse år. Derfor inviterer AutoBranchen Danmark nu sine medlemmer til et arrangement om agentaftaler, hvor man kan få overblik, status og fremtidsplaner for udrulning af agentmodeller på tværs af bilmærker.

Fx har VW-gruppen testet agentmodellen igennem de sidste år på Cupra Born i mange europæiske lande og er lige nu på vej til at udrulle den i Europa for deres elbiler. Det kommer til at stille store krav til forhandlerne, fordi man fremadrettet kommer til at være både forhandler og agent for den samme koncern. Det giver en række udfordringer, som du kan høre om mere om på vores agentarrangement på torsdag.

Indtil for nylig var det meningen, at salget af Stellantis-koncernens varebiler og personbiler fra Alfa Romeo, DS og Lancia skulle overgå til agentkontrakter i 2024. Det skulle ske i kølvandet på, at alle Stellantis-forhandlere var blevet opsagt forud for overgangen til de nye agentaftaler. Efter planen skulle de resterende bilmærker overgå til agentmodellen i hele Europa i 2027.

Det er nu blevet sat på pause i kølvandet på nogle meget dårlige erfaringer fra tre testlande. Forud for den delvise lancering i hele Europa i 2024, har Stellantis lanceret agentmodellen for alle bilmærker og bilmodeller i tre testlande, Belgien, Holland og Østrig den 4. september, hvilket ikke er gået efter planen, som AutoBranchen Danmarks adm. direktør Gitte Seeberg sætter ord på:

”Lanceringen i de tre testlande er på ingen måde gået efter planen. Vi hører om alvorlige problemer på rigtigt mange områder, som går igen i flere af landene. Testen er med andre ord langt fra gået som forventet og det har nu resulteret i, at planerne om en Stellantis-agentmodel i Danmark og resten af Europa fra næste år er udskudt sandsynligvis frem til 2027. Baseret på erfaringerne fra de tre testlande, er det yderst fornuftigt, at Stellantis ikke haster en agentmodel igennem i Danmark.”

Problemerne i de tre testlande inkluderer bl.a. omfattende fejl i IT-systemer, levering af biler og en række uafklarede spørgsmål ift. den daglige drift.

Senest har kinesiske Xpeng lagt sin strategi om og er begyndt indgå agentaftaler i Danmark, hvilket tidligere er set hos andre kinesiske mærker som Aiways og Polestar.

Hør om de første erfaringer fra Holland og få overblikket over agenterne

På torsdagens arrangement har AutoBranchen Danmark inviteret to repræsentanter for den Hollandske Stellantis-forhandlerforening til at fortælle om de første erfaringer og ikke mindst udfordringer på et arrangement for AutoBranchen Danmark. Læs mere om arrangementet her:

Herefter vil AutoBranchen Danmarks juridiske chef og advokat, Abid Khan fortælle om de forskellige typer af agentaftaler. Afhængig af bilproducent findes der både ægte agentaftaler, falske agentaftaler og en fremtidig dobbeltrolle som både forhandler og agent på samme tid. Det rejser mange spørgsmål og punkter, som din bilforretning skal være opmærksom på. Det giver Abid Khan overblikket over sammen med en oversigt over, de enkelte bilmærkers planer om agentaftaler.

Til sidst vil det være mulighed for networking med kollegaer fra branchen og AutoBranchen Danmark over æbleskiver og gløgg.

Læs mere om arrangementet og tilmeld dig her.

Nicolai Fiil-Søby

Politisk konsulent og direktionsassistent (Barsel)