Bilforhandlere

Skift til kinesisk mærke: Troede kunderne ville være skeptiske

Hvordan tager danskerne imod nye bilmærker fra Kina? Det spørgsmål har vi stillet hos en forhandler, der for nylig har skiftet et etableret bilmærke ud med to kinesiske, der er nye på det danske marked.

Tolderlunds Auto i Frederikssund har skiftet salget af nye Hyundai ud med nye biler fra de kinesiske mærker Jaecoo og Omoda, fortæller Mads Weber.

Engang var det nye biler af mærket Hyundai, der stod i salgslokalet hos Tolderlunds Auto i Frederikssund. Nu er det to modeller fra hver sit kinesiske mærke, der for nylig har gjort sin entré på det danske marked. Importøren – Nic. Christiansen Gruppen – er dog stadig den samme. 

Jaecoo J5 EV hedder den ene, som kan kendes på sit karakteristiske kantede SUV-design.  

Et andet sted i lokalet står søster-modellen Omoda 5, som har et lidt mere sportsligt design. Begge biler produceres af den kinesiske Chery-koncern. 

Og selvom de færreste danskere nok havde hørt om de to mærker før for nylig, så er der ifølge Mads Weber fra Tolderlunds Auto så stor interesse for dem lige nu, at nye Jaecoo-biler først kan leveres til juli:  

”Der er rigtig mange, som er nysgerrige på, hvad det er, de kan få i de her biler. Så de kommer ind og kigger i butikken,” siger Mads og tilføjer: 

”Vi har allerede solgt rigtig mange af dem – især af Jaecoo, som er den mest populære lige nu.” 

Folk er typisk blevet opmærksomme på mærket gennem importørens tv-reklamer, eller fordi de har set noget om dem på sociale medier. Tolderlunds Auto eksperimenterer også selv med YouTube-video for at øge kendskabet til mærkerne og forretningen, forklarer han. 

Lave omkostninger 

Men det er i høj grad økonomien i de kinesiske elbiler, der virker tillokkende på danskerne. Særligt i en tid, hvor mange har fået forhøjet sine brændstofudgifter, efter krigen i Mellemøsten brød ud tidligere på året. 

”Vi ser rigtig mange, der i øjeblikket sidder med brændstofudgifter for måske 2.500 kr. om måneden til en ældre fossilbil. Den udgift bliver væsentligt lavere med en elbil. Så de spørger: Fortæller du mig, at jeg for et par hundrede kroner mere om måneden kan komme til at sidde med en helt ny bil? Og det vil de typisk gerne,” forklarer Mads Weber, som sørger for at give kunderne overblik over de samlede udgifter til elektricitet, ydelse og service. 

De to kinesiske mærker benytter i øvrigt nogle af de samme greb for at få adgang til det danske marked, som Hyundai og Kia benyttede, da de kom til landet i 1990’erne; højt udstyrsniveau, lang garanti og forholdsvis lav pris.  

En topudstyret Jaecoo J5 fås for 229.900 kr., mens Omoda 5 koster 234.900 kr. Til den pris har de bl.a. udstyr som ventilerede forsæder, varme i rattet, elektrisk bagklap osv. Omoda’en har elektrisk soltag, mens Jaecoo’en har panoramaglastag med elektrisk dækken. Begge har garanti i 7 år/150.000 km. 

Entusiasmen er vigtig 

”Jeg havde forventet, at det ville være et issue, at bilerne kom fra Kina, men det har det slet ikke været,” siger Mads Weber. 

”Vi har skullet forholde os til lidt kritik, som Omoda’en fik i nogle anmeldelser i starten, men vi oplever, at mærket meget hurtigt fik rettet op på kritikpunkterne.” 

Ifølge Mads Weber er mange af de lokale kunder, de kender i forvejen, loyale over for forretningen, selvom mærket er blevet skiftet ud. Men det skal selvfølgelig også ses i lyset af pris og produkt, tilføjer han. Der er dog særligt et element, han vil anbefale at få styr på, hvis man som forhandler står overfor et mærkeskifte: 

”Som sælger er det vigtigt, at man selv tror på projektet. Og at hele forretningen tror på projektet. For kunderne spejler sig i vores entusiasme. Så det har været et vigtigt element i at få boostet salget,” slutter Mads Weber, som også selv har skaffet sig en Jaecoo.

Kontakt

Christian Richter

Kommunikations- og politisk rådgiver