I de seneste 7 år har hun stået bag roret i ABDK som chef for medlemsservice, kommunikation og forretningsudvikling. Men nu sætter Charlotte Brix Andersen sejl på sit helt eget skib i form af hendes nystartede konsulentvirksomhed Phileas – og kursen er især sat mod Riget i midten. Den nye virksomhed skal, som et af sine forretningsområder, udvikle studieture til Kina for blandt andre virksomheder og organisationer, der ønsker at se den hastige udvikling på det kinesiske marked med egne øjne.
”Konkurrencen fra Kina lægger et hårdt pres på danske og internationale virksomheder i disse år. Vi skal være bedre til at forstå udviklingen for at være på forkant og fastholde konkurrenceevnen”, siger Charlotte Brix Andersen, der også kommer ud og holder foredrag om netop den situation.
For de, der har fulgt med i Charlotte Brix Andersens arbejde for AutoBranchen Danmark, kommer det næppe som en overraskelse, at netop passionen for udviklingen i Kina kommer til at spille en stor rolle i hendes nye tilværelse. Gennem de senere år er Charlotte Brix Andersens fokus på og store viden om den eksplosive udvikling af det kinesiske bilmarked og introduktionen af nye kinesiske bilmærker, også i Europa, nemlig også kommet medlemmerne af AutoBranchen Danmark til gode. Senest på Årsdagen, hvor hun havde trukket i trådene i sit Kina-netværk og fået bilanalytikeren John Zeng til at tage turen hele vejen fra Shanghai til Remisen i Brande. Hun har også delt ud af sin viden i flere bøger om emnet, senest bogen Kinas elbil-revolution, fra copycat til pioneer.
Glidende overgang
Overgangen til livet med foden under eget bord bliver dog glidende. Charlotte Brix Andersen fortsætter nemlig med at være tilknyttet AutoBranchen Danmark som ekstern konsulent. Hun spiller en central rolle med at styre processen omkring oprettelsen af den nye europæiske organisation, Automotive Mobility Europe (AME), hvor administrerende direktør for AutoBranchen Danmark, Gitte Seeberg er vicepræsident.
At det netop er samarbejdet på den europæiske arena, de to holder fast i, er heller ingen tilfældighed. Det var nemlig i Europa-Parlamentet, at Charlotte Brix Andersen første gang arbejdede sammen med Gitte Seeberg, da hun var medlem af Parlamentet – et samarbejde der, med pauser, altså nu foreløbigt har varet i 20 år.
”Jeg glæder mig virkelig til at kaste mig ud i det nye. Men jeg er samtidig glad for at fortsætte mit samarbejde med Gitte Seeberg, og ikke mindst at have min gang på kontoret sammen med de gode kolleger”, siger Charlotte Brix Andersen, der understreger, at netop det gode samarbejde i hendes øjne har været en vigtig nøgle til, at AutoBranchen Danmark kan være en god sparringspartner for medlemmerne.
Målbare resultater
Administrerende direktør Gitte Seeberg siger:
”De mål jeg satte sammen med Charlotte, da hun kom til AutoBranchen Danmark for syv år siden, er i høj grad blevet til virkelighed. Vi har fået flere medlemmer og vi har øget vores indsats for at påvirke den politiske dagsorden til gavn for medlemmerne. Samtidig har vi i stigende grad vist, at vi er en organisation, der både bringer konkret ny viden ud i forretningerne og bidrager til at kvalificere den offentlige debat om vores branche”, siger hun, og fremhæver blandt andet Charlotte Brix Andersens arbejde med – som en af de første brancheorganisationer – at få udviklet en skræddersyet ESG-løsning til medlemmerne:
“Charlotte har med sin ambitiøse indsats været med til at løfte AutoBranchen Danmark, så også derfor er jeg glad for, at vi stadig får mulighed for at trække på hende”, slutter Gitte Seeberg.
Ny organisering
Som en konsekvens af Charlotte Brix Andersens udtræden af ledelsen overgår ansvaret for kommunikationsområdet og medlemsservice til Nicky Bobak, der dermed skifter sin nuværende titel ud med titlen medlemschef.
Samtidig bliver alle AutoBranchen Danmarks kørende konsulenter samlet under chef for Partnerskaber, Henrik Bitzer. Den nye organisering kan ses her.
Kontakt





