Bilforhandlere

Stellantis advarer om ladekaos i Europa

Topchefen i Stellantis Carlos Tavares advarer om, at produktionen af elbiler overgår mulighederne for at udbygge ladeinfrastrukturen i Europa.  

Under biludstillingen i Paris i sidste måned udtalte Stellantis adm. direktør sig flere gange om den grønne omstilling, og de problemer den kan skabe i Europa. Dagbladet Børsen har bl.a. citeret Carlos Tavares for, at omstillingen til elbiler går så hurtigt i Europa, at antallet af ladestandere ikke kan følge med: 

”Det er meget enkelt: Hvis man ser på Europa som helhed, så tager det 20 år for os at skifte fra 80 pct. fossil energi til 80 pct. vedvarende energi i transportsektoren. Det tager ti år at få infrastrukturen op på et niveau, hvor der er tilstrækkeligt med ladere til, at vi kan køre frit og uden ventetid. Men det tager kun fem år at omstille Europas bilproduktion til elbiler. Desværre er EU’s politikere begyndt i den forkerte ende ved at stille krav til bilproducenterne om elbiler, mens infrastrukturen halter efter.” 

Carlos Tavares påpegde også, at for de europæiske forbrugere, vil den grønne omstilling midlertidigt indskrænke deres bevægelsesfrihed i bil, fordi forbrugerne vil være afhængig af at benytte et ladenetværk, der ikke kan følge med i de kommende år. Det gælder over hele Europa, men i særdeleshed i Sydeuropa.  

AutoBranchen Danmarks adm. direktør Gitte Seeberg er enig i, at der er store mangler i ladeinfrastrukturen til elbiler.  

”Hver gang AutoBranchen Danmark spørger til antallet af ladestandere i vores medlemsundersøgelser, er det over 80 procent, der finder netværket i lokalområdet utilfredsstillende. Det er ikke så overraskende, når der i Danmark er 30 opladelige biler per ladestander, mens EU kun anbefaler 10 opladelige biler per ladestander. Det kan ikke undgå at skræmme potentielle elbilister væk både i Danmark og i resten af Europa”, fortæller Gitte Seeberg og fortsætter: 

”Under valgkampen har AutoBranchen Danmark netop påpeget problemet med ladestandere overfor politikerne. Vi skal leve op til EU’s målsætninger, bureaukratiet ved opsætning af ladestandere skal væk og så har det nye Folketing en virkelig stor opgave med at sikre tilstrækkelig grøn og billig strøm i et opdateret elnet, hvor man ikke skal vente halve år på få tilsluttet en ladestandere til elnettet, som flere medlemmer oplever.” 

Kontakt