Bilforhandlere

Stoklund bør stoppe voldsomt ressourcespild

AutoBranchen Danmark opfordrer skatteministeren til at tage en afskaffelse af reparationsgrænsen for elbiler med i de forhandlinger om bilaftalen, der lige nu er i gang. Ministeren siger til Berlingske, som skrev om sagen søndag, at han anerkender problemet og vil undersøge løsningsmuligheder.

En analyse af reparationsgrænsens betydning for klima, miljø og samfundsøkonomi, som Teknologisk Institut har foretaget for AutoBranchen Danmark anslår, at 7.000 af de omkring 30.000 biler, der årligt kategoriseres som totalskadet, kunne være blevet repareret og kørt videre, hvis reparationsgrænsen ikke eksisterede.   

Derfor opfordrer administrerende direktør for AutoBranchen Danmark, Gitte Seeberg, nu skatteminister Rasmus Stoklund til at gøre en afskaffelse af reparationsgrænsen for elbiler til en del af de forhandlinger om bilaftalen, der lige nu foregår med Folketingets partier. Reparationsgrænsen er nemlig særligt et problem, når det gælder elbiler, fordi deres primære CO2-aftryk ligger i produktionen. Klimagevinsten kan dermed kun høstes, hvis bilerne holder længe og ikke dømmes totalskadede uden grund.  

Håb om en afskaffelse  

Berlingske tog søndag sagen op og har bedt ministeren om at forholde sig til AutoBrancen Danmarks data om effekten af at fjerne reparationsgrænsen for elbiler, der viser, at en fjernelse vil give en signifikant klimagevinst, skabe jobs – og at det samtidig vil kunne gøres uden at slå hul i statskassen. Fordi elbilerne i forvejen er fritaget for registreringsafgift får statskassen i forvejen ingen penge ind ved at dømme en elbil totalskadet og dermed tvinge ejeren til at købe og indregistrere en ny bil.  

Skatteministeren har svaret, at ministeriet er opmærksomme på, at reparationsgrænsen for elbiler er et problem, og at man i øjeblikket er i gang med at undersøge muligheder for at lave om på grænsen. AutoBranchen Danmark har også været i dialog med en række partier, der har udtrykt opbakning til at fjerne reparationsgrænsen for elbiler og Konservative foreslog det på deres sommergruppemøde i fjor. 

Medlemmer oplever, at flere biler dømmes ude  

En intern medlemsundersøgelse blandt AutoBranchen Danmarks værksteder viser, at næsten halvdelen (49,5 %) oplever, at flere biler bliver dømt totalskadede udelukkende som følge af reparationsgrænsen. 43 % oplever, at udvendige skader, hvor bilen sagtens kan køre alligevel, kan føre til totalskadevurdering. En af dem er Hans-Christian Kjær, indehaver og direktør af N.Kjær Bilcentret i Svendborg med et stort skadesværksted:  

“Vi har ofte biler på værkstedet, som vi er nødt til at dømme totalskadet, selvom de let kunne repareres og køre videre”, siger han og fortsætter: “Det giver ikke mening – hverken økonomisk eller klimamæssigt.”  

En af årsagerne til, at mange elbiler dømmes totalskadede uden reelt at være det, er, at reservedelspriserne på elbiler er op mod 25 % højere end på fossile biler. Det kan gøre det svært at holde sig under grænsen på 75 % af bilens handelsværdi – selv ved skader, der hverken vedrører bilens motor eller karosseri.  

“Når relativt nye elbiler med overfladiske skader dømmes uegnede til reparation, før de har opnået deres klimapotentiale, så er det i direkte modstrid med den grønne omstilling,” siger Gitte Seeberg, adm. direktør i AutoBranchen Danmark. “Det er voldsomt ressourcespild og et regulært tilbageskridt for den cirkulære økonomi.”  

Læs hele artiklen i Berlingske her.

Kontakt

Gitte Seeberg

Adm. direktør