Bilafgifter

”Strafrenten” på forholdsmæssig registreringsafgift forhøjes markant

Branchen vil opleve, at ”strafrenten” næsten fordobles fra 1. juli 2023. Det sker som konsekvens af det stigende renteniveau.  

Når autobranchen anvender muligheden for betaling af forholdsmæssig registreringsafgift efter registreringsafgiftslovens § 3 b, skal der betales rente for den resterende registreringsafgift. Den kaldes også: ”strafrenten.” Den rentesats reguleres halvårligt – næste gang den 1. juli 2023. Igennem noget tid har rentesatsen været omkring de 2,3 procent som også har været niveauet i første halvår af 2023. Men den vil stige markant i andet halvår af 2023 forklarer jurist hos AutoBranchen Danmark Ida Daarbak Reislev.  

”Den næste regulering sker den 1. juli, hvor rentesatsen vil stige til 4,4 procent. Det er den senere tids inflation og generelle rentestigninger i samfundet, som nu også slår igennem på strafrenten. Derfor vil den økonomiske situation om seks måneder have stor betydning for, om renteniveau kommer ned på et ”normalt niveau” igen, eller om den forhøjede rente vil blive længerevarende. Det afhænger fuldstændig af den økonomiske udvikling i samfundet,” fortæller Ida Daarbak Reislev.  

Et regneark vil blive offentliggjort ca. 2-3 uger før et nyt halvår indtræffer af Motorstyrelsen, som vil kunne beregne renten. 

DMR beregner leasingafgiften for forlængelsen ud fra leasingrenten pr. dato for gennemførelse (registreringen) af forlængelsen i DMR. Det vil sige, at når et leasingselskab gennemfører en forlængelse af en leasingkontrakt på mindst 14 dage for ikrafttræden, f.eks. 20. juni 2023, der ellers ville udløbe den 10. juli 2023, så bruger DMR leasingrenten pr. den 20. juni =2,3 procent til beregning af leasingafgiften for forlængelsen.