Bilforhandlere

Svigtende nyvognssalg gjorde bilparken ældre

Nye tal viser, at vores bilpark har taget et større aldersmæssigt spring opad, selvom vi fortsat har en af Europas yngste bilparker.

Danskerne har i de seneste år holdt bedre fast i rattet på deres gamle biler end tidligere. I hvert fald er bilparkens alder herhjemme gennemsnitligt blevet højere.

Det fremgår af årsrapporten Danskernes Biler 2024, som AutoBranchen Danmark for nylig har udgivet for tredje gang.

Nye tal fra sammenslutningen af europæiske bilfabrikanter ACEA viser nemlig, at alderen på danskernes bilpark er ste­get til 8,9 år i gennemsnit. Til sammenligning var den 8,5 år ved indgangen til 2023. Dermed ligger vi nu på linje med Østrig og er kun overgået af Luxembourg, der er nede på 7,9 år.

Udviklingen mod ældre biler skyldes bl.a. et svigtende nyvognssalg mellem 2022 og især 2023. Samtidig har danskerne i stigende grad holdt fast i de ældre biler – sandsynlig­vis pga. den generelle økonomiske usikker­hed i perioden. Samme udvikling ses også i mange andre europæiske lande.

(Personbilparkens gennemsnitsalder i Europa, Kilde: ACEA Report – Vehicles on European roads.)

Danmarks Statistik opgør dog tallene lidt an­derledes og oplyser, at danskernes bilpark i 2024 er 9,6 år gammel i gennemsnit. Der­med har vi nu den ældste bilpark i 30 år.

Elbiler er generelt nyere

Til gengæld er elbilerne isoleret set ganske nye. Således er 94 procent af elbilerne mellem nul og fire år gamle, mens kun 23 procent af benzinbilerne er under fem år. Dieselbiler er generelt ældre, og kun 16 procent af bestanden er under fem år gamle. Men nyvognssalget er også bremset mar­kant for dieselbilers vedkommende.

”Tiden efter corona og starten på krigen i Ukraine var udfordrende for nyvognssalget, da mange bilmærker kæmpede med store leveringsproblemer. Det ramte salget af nye biler i en periode. Det er formentlig det, vi lidt forsinket ser afspejle sig som en aldersstigning i danskernes bilpark. Heldigvis hører vi ikke længere om ekstraordinære leveringsproblemer, og nyvognssalget har rettet sig en del, som det blandt andet kan ses på bilsalgstallene fra sidste måned. Vi håber på, at denne udvikling fortsætter,” siger adm. direktør i AutoBranchen Danmark, Gitte Seeberg.

Du kan læse meget mere om de forskellige trends, der kendetegner danskernes bilvaner i år, i rapporten Danskernes Biler 2024. Bl.a. gør den status over den grønne omstilling på bilområdet, kinesiske elbiler, bilvirksomhedernes økonomiske tilstand, beskæftigelse og meget mere.

Hent Danskernes Biler 2024 her