Arbejdsgiver

Tendensen har bidt sig fast – flere lærepladser i branchen  

I en tid, hvor man taler om at færre tager en erhvervsuddannelse, er der også lyspunkter. Autobranchen etablerer flere lærepladser.

 Med udgangen af marts i år var 3.829 unge i gang med en læreplads i autobranchen. Det er 172 flere end i samme måned i 2022. Dermed holder branchen altså fast i tendensen med at have skabt flere lærepladser end for et år siden.  

Det viser tal fra Undervisningsministeret, der står bag uddannelsesstatistik.dk. 

Væksten kommer særligt indenfor karrosseri. Med udgangen af første kvartal i år var 300 i gang med en læreplads som karrosseritekniker. Det er en fremgang på 17 procent i forhold til marts 2022.  

På både personvognsmekaniker og lastvognsmekaniker ligger fremgangen på godt og vel 4 procent, mens der hos autolakererne er en lille tilbagegang på knap 3 procent – i marts i år var der underskrevet 141 lærlingekontrakter hos autolakererne. Det er et fald på 4 lærlinge i forhold til året før.  

“Tallene er rigtigt gode. Det er virkelig positivt, at virksomhederne tager ansvar. Men det er jo også et udtryk for, at der er mangel på arbejdskraft. Derfor er det bydende nødvendigt, at vi får uddannet nogle flere,” siger Gitte Seeberg, adm. direktør i AutoBranchen Danmark.  

Det er bemærkelsesværdigt at mere end halvdelen af lærlingene som karrosseritekniker er på mesterlære-kontrakt. Det er et udtryk for, at virksomhederne nærmest står på nakken af hinanden og vil have en aftale med de unge lærlinge. De mangler dem ude på værkstederne og vil derfor gerne have dem i gang med arbejdet. 155 af de 300 unge med læreplads som karrosseritekniker er i gang med mesterlære. Hver tredje autolakerer er også i mesterlære, og her er der også et behov for at få lærlingene hurtigt i gang. Hos personvognsmekanikerne udgør mesterlære kun omtrent 13 procent. 

Kontakt

Nicky Bobak

Eftermarkedschef- og Brugtvognsekspert