Det er ved at blive en folkebevægelse at køre på el. En ny undersøgelse fra AutoBranchen Danmark bekræfter samme tendens, som tidligere undersøgelser har vist: To ud af tre danskere, der planlægger at købe en ny bil inden for de næste fem år, forventer at købe en bil, der kører helt eller delvist på el. Til sammenligning vil knap hver fjerde vælge en fossilbil.
Tallene lander, netop som politikerne er i gang med at forhandle om fremtidens bilafgifter. Ifølge den nuværende bilaftale skal de dyreste elbiler gradvist pålægges registreringsafgift fra næste år og derefter stige med 8 procentpoint om året. Som JP beskrev det i weekenden vil rygterne dog vide, at en større omkalfatring af bilaftalen er på vej, hvor registreringsafgiften måske helt afskaffes til gengæld for en markant højere ejerafgift og en vejafgift. AutoBranchen Danmark opfordrer også til at løfte foden fra afgiftsspeederen, for er der én ting, som kan få danskerne til at genoverveje valget af en elbil – foruden lademuligheder – så er det økonomien.
Prisen afgør sagen
AutoBranchen Danmarks undersøgelse viser, at knapt 4 ud af 10 danskere, der planlægger at købe ny bil inden 2030, men som ikke vil købe en elbil, fravælger det på grund af pris. Samtidig svarer hver femte i den gruppe, at de er bekymrede for stigende afgifter på elbiler. For dem, der overvejer at købe en elbil, vurderer hver tredje, at det vil gøre elbilen til et mere attraktivt valg, hvis afgifterne afskaffes eller holdes på et minimum.
”Danskerne har i den grad taget elbilerne til sig. Derfor er det vigtigt, at eventuelle indgreb i bilaftalen fastholder farten på omstillingen. I dag er det kun de dyreste elbiler, der er afgift på. Der er lagt op til, at den afgift skal stige markant, og her er det altså vigtigt, at forbrugerne ikke kommer til at opleve, at fossil pludselig bliver billigere end el,” siger Gitte Seeberg, adm. direktør i AutoBranchen Danmark.
Virkeligheden har overhalet forventningerne
Siden bilaftalen blev indgået i slutningen af 2020, er antallet af elbiler i Danmark næsten 14-doblet og rundede 380.000 i marts 2025. Klimaministeriet forudser 925.000 rene elbiler i 2030, hvilket er langt over aftalens oprindelige mål på 775.000 opladelige biler. Bilaftalen har altså været en succes, og derfor ønsker AutoBranchen Danmark i vidt omfang at holde fast i de rammer, som har skabt fremgangen.
Også ude hos landets bilforhandlere bliver de planlagte afgiftsstigninger mødt med lige dele skepsis og bekymring. Det fortæller Alex Aunsbjerg, der er indehaver af bilhuset Aunsbjerg Biler.
“Lige nu oplever vi, at det er en no-brainer for mange danskere at hoppe med på den grønne bølge og købe en elbil, fordi priserne i løbet af de seneste år er blevet overkommelige. Det vil uden tvivl påvirke købevilligheden, hvis afgifterne på elbilerne stiger for hurtigt”, siger Alex Aunsbjerg.
Gitte Seeberg siger: ”Vi er godt i gang med at omstille til en grønnere bilpark. Vi mener, det er for tidligt at lægge 8% afgift på elbilerne fra årsskiftet. Det er helt fair, at de dyreste elbiler får en mindre afgiftsstigning, men vores budskab til politikerne, som er i gang med at forhandle en ny bilaftale er grundlæggende set, at elbilen skal være for flere. Derfor skal afgiftskurven være fladere, end det, der egentlig var planlagt” siger Gitte Seeberg.
Nøgletal fra undersøgelsen:
- 64% af de danskere, der planlægger at anskaffe en bil inden for de næste fem år, overvejer en bil, der enten helt eller delvist kører på el.
- Blandt dem, der planlægger bilkøb inden 2030, men som angiver, at de ikke vil købe elbil, svarer 23% procent at grunden er bekymring for stigende afgifter.
- 38 % i samme gruppe angiver, at grunden til deres fravalg er, at elbiler er for dyre at anskaffe.
- 37% af dem, der overvejer at købe en elbil, svarer, at det ville gøre valget endnu mere attraktivt, hvis afgifterne fjernes eller holdes på et minimumsniveau.
Om undersøgelsen
AutoBranchen Danmark har via Voxmeter gennemført en befolkningsanalyse af danskernes forventninger til bilkøb, særligt når det gælder elbiler. Analysen er gennemført blandt 1.031 danskere over 18 i perioden 19. til 26. marts 2025. Datasættet er vejet efter køn, alder og region i forhold til tal fra Danmarks Statistik.
Læs også artiklen om AutoBranchen Danmarks nye undersøgelse i Avisen.dk.




