Bilforhandlere

Tysk tilskudsstop kan ramme import af grønne biler

Den tyske regering fjerner fra nytår tilskuddet til pluginhybrider, mens tilskuddet til elbiler vil falde kraftigt over de næste år  

Der er udsigt til, at den store danske import af tyske biler – herunder i høj grad grønne biler – får sværere vilkår.  

Den tyske regering har som ventet nemlig besluttet at justere de tilskud, som de tyske bilkøbere har fået, når de køber pluginhybrider og elbiler, og som har muliggjort stor import.   

Aftalen blev efter et længere tilløb endelig offentliggjort ved udgangen af juli, og heraf fremgår det, at støtteordningerne til pluginhybrider, der har lydt på 4500 euro i tilskud, når man køber en bil, helt bortfalder fra nytår, mens støttebeløb ved køb af elbiler mindskes markant over de næste år.  

Samtidig vil det fremadrettet kun være private og ikke firmaer, der kan modtage tilskuddet, når man køber elbil.  

Siden 2020 har de tyske bilkøbere kunne få 6000 euro i kontant støtte, når de købte en elbil. Det beløb sænkes i første omgang til 4500 euro ved en pris på bilen op til 40.000 euro, mens tilskuddet er 3000 euro for elbiler, der koster mellem 40.000 og 65.000 euro. Fra årsskiftet 2023 til 2024 sænkes støttebeløbet igen.   

Hvor det hidtil har være listeprisen, der har dikteret tilskuddet, bliver det fra nytår dertil den faktiske købspris, der er afgørende. Samtidig vil tyskerne fremadrettet først kunne søge om tilskuddet, når bilen er registreret, ikke allerede når man skrevet under på købsaftalen.  

I alt er der sat 3,4 milliarder euro af til tilskudsordningen, der ikke har nogen udløbsdato, men som stopper, når pengene er brugt. Til sammenligning løber prisnedsættelsen på benzin og diesel i tre måneder i Tyskland op i et næsten tre gange så højt beløb. 

Tysk regering møder kritik

Afskaffelsen af tilskuddet er i Tyskland blevet kritiseret af både økonomer, bilfabrikanter og grønne organisationer for at bremse salget af grønne biler, mens regeringen selv fremhæver, at man på grund af aftalen får målrettet støtten til de mest klimavenlige grønne biler.  

De tyske bilfabrikanter er dertil stærkt kritiske over, at firmabilerne ikke længere vil kunne få tilskud, da det ofte er firmabilerne, der hurtigt kommer ind på brugtbilsmarkedet, og dermed sikrer en samlet set mere klimavenlig bilpark.  

Hos AutoBranchen Danmark ærgrer adm. direktør Gitte Seeberg sig over, at tilskuddene fjernes: 

“Importen af nyere brugte tyske biler til Danmark har betydet, at mange kunder har kunne få den elbil, som de drømmer om, men er svær at få fat i som ny pga. leveringsudfordringer. Det kan ændre sig nu. Men vi må håbe, at leveringerne af elbilerne når at komme op i gear, inden vi mærker konsekvenserne af ændringerne af de tyske tilskudsregler,” siger Gitte Seeberg.  

Hvis ikke det er tilfældet, kan det blive nødvendigt at overveje andre politiske tiltag for at sikre den fortsatte udvidelse af den grønne bilpark herhjemme, fastslår Gitte Seeberg. 

Kontakt

Rune Langhoff Sørensen

Eftermarkeds- og klimakonsulent