Elbiler

Unge autolakerere fra hele verden konkurrerede i Silkeborg

College360 lagde i sidste uge lokaler til et uofficielt mesterskab i autolakering. Fra hele verden kom unge talentfulde autolakerere for at træne til World Skills, som foregår i Kazan i Rusland i slutningen af august.

Over to dage kæmpede autolakerere fra USA, Canada, Brasilien, Kina, Korea, Japan, Thailand, Tyskland, Frankrig, Rusland, England, Norge og Danmark om at være den dygtigste. Seks forskellige opgaver relateret til autolakering skulle de igennem under hård vurdering af dommerne.

”Vi laver først og fremmest sådan et arrangement for at skabe netværk. Vi er den eneste skole for autolakerere i Danmark, så det er begrænset med samarbejdspartnere på det felt. Derfor søger vi inspiration og samarbejde i udlandet”, siger faglærer Jens Søndergaard Hansen, der var ansvarlig for konkurrencen i Silkeborg.

”Det er glædeligt, at de kommer langvejsfra for at samarbejde med os. Det viser, at vi gør ting rigtigt. Og de arbejder altså med store budgetter særligt i de asiatiske lande”, fortsætter Jens Søndergaard Hansen og hentyder til, at nogle af deltagerne er ansat af store bilfabrikker.

Konkurrencen blev vundet af den brasilianske deltager, mens Kinas og Frankrigs repræsentanter blev nummer to og tre. Danske Philip Pedersen fra Elkjærgruppen, LakExperten i Lynge, blev nummer seks.

College360 laver samme arrangement igen om to år, når den nye skole er bygget færdig og indviet i Silkeborg. Til den tid er det hensigten at lave en sideløbende konkurrence for karrosseriteknikere.