Har man adgang til at bruge et køretøj i 30 dage eller mere, så skal man registreres som bruger. Det er der ikke noget nyt i.
Men fra 1. juli i år har Skatteministeren med en ny bekendtgørelse præciseret, hvad det egentlig vil sige at have brugsretten til et køretøj – for det har været uklart.
Og her er den centrale ændring, at det fremover er den fysiske eller juridiske person, der har den fysiske råderet over et køretøj, der skal registreres som bruger.
Som primær bruger registreres den fysiske eller juridiske person, som har den fulde eller overvejende fysiske råderet over køretøjet, og som sekundære bruger registreres øvrige brugere.
Det vil sige, at det som udgangspunkt er alle, der har rådighed over bilen i 30 dage eller mere, der skal registreres i Motorregistret (DMR), men primærbrugeren er den, der fysisk råder over bilen. Alle brugere kan logge på DMR og give fuldmagt til registrering, men det er ejeren, der foretager registreringen.
Får bl.a. betydning ved subleasing
Den ændring får bl.a. betydning ved subleasing-forhold. Her skal subleasingtager registreres som primær bruger, og subleasinggiver skal registreres som sekundær bruger.
Det samme gælder ved videreudlejning eller udlån, når man kommer ud over de 30 dage, og derfor er der grund til at være opmærksom, hvis man udlejer biler eller udlåner f.eks. værkstedsbiler. Køretøjets ejer har ansvaret for registreringen og kan straffes med bøde, hvis der ikke registreres.
Vigtig undtagelse
Der er dog en væsentlig undtagelse til udgangspunktet. For virksomheder, der stiller køretøjer til rådighed for sine ansatte. Her kan virksomheden registrere sig som primær bruger og lade den ansatte registrere som sekundær bruger, hvis køretøjet er forbeholdt den medarbejder. Er køretøjet ikke forbeholdt en bestemt ansat, behøver de ansatte ikke at registrere sig som sekundære brugere.
Motorstyrelsen bruger bl.a. dette eksempel til at forklare, hvordan registrering skal foregå:
”Et leasingselskab leaser et køretøj til en forhandler, som subleaser det til en virksomhed, der stiller køretøjet til rådighed for en ansat. I dette tilfælde skal leasingselskabet registreres som ejer, forhandleren som sekundær bruger, virksomheden som primær bruger, og hvis køretøjet er forbeholdt den ansatte, skal den ansatte også registreres som sekundær bruger.”
På Motorstyrelsens hjemmeside kan læses endnu et eksempel samt yderligere forklaring på, hvordan registreringen skal foregå.
Ændringen skal være med til at give myndighederne et bedre overblik over, hvem der benytter et køretøj, som bl.a. kan få betydning ifm. sager om vanvidsbilisme eller omgåelse af registreringsafgift.
Hos AutoBranchen Danmark tager man ændringen til efterretning, men juridisk chef Abid Khan vil følge sagen tæt:
“Som udgangspunkt er vi skeptiske over den administrative byrde, der kan være forbundet med brugerregistreringerne. Vi frygter, at det kan blive tidsrøver for forhandlere og leasingselskaber mv., og derfor kommer vi til at følge det. Og vores opfordring er af den grund også, at man henvender sig til os, hvis man oplever problemer med registreringerne,” siger Abid Khan.
Det kunne være i retning af at vi frygter den administrative byrde der er forbundet med brugerregistreringerne
Selve registreringen af brugere kan foretages gebyrfrit resten af 2024. Læs mere om det hos Motorstyrelsen.
Spørgsmål og svar
I forbindelse med Motorstyrelsens udmelding om ændringen pr. 1. juli er der opstået en række spørgsmål, som Motorstyrelsen har svaret på. Vi bringer et uddrag herunder.
Har du yderligere spørgsmål til informationerne her på siden, kan du kontakte AutoBranchen Danmarks juridiske team på nummeret nederst på siden.
Hvordan står en virksomhed, der udlejer køretøjer i perioder på op til 3 -4 måneder? Skal der så påføres en sekundær bruger her?
30-dages reglen skal forstås som 30 sammenhængende dage, hvor en fysisk eller juridisk person har rådighed over køretøjet. Det er korrekt, at hvis I lejer et køretøj ud i mere end 30 dage, så skal lejer registreres som bruger. Det skal lejer også efter de hidtil gældende regler. Der er ikke på dette punkt sket nogen ændringer af reglerne.
Det nye er, at det er klarere, hvornår man skal registreres som hhv. primær eller sekundær bruger. Hvis jeres lejer selv beholder rådigheden over køretøjet, skal vedkommende registreres som primær bruger. Hvis lejer videreoverdrager rådigheden, er det muligt, at den, rådigheden overdrages til, skal registreres som primær bruger og lejer registreres som sekundær bruger. Det afhænger af, hvem der har den primære rådighed.
Hvem hæfter for periodiske afgifter?
Hvis ikke primær bruger/ejer betaler for den periodiske afgift, opkræves de øvrige parter samtidig. Hvis flere parter betaler, anses afgiften for afregnet med den, der betaler først, mens senere indbetalte beløb fra øvrige parter vil blive refunderet til de respektive betalere.
Hvad er bødestørrelsen, hvis ejer ikke får sikret at samtlige brugere er registreret?
Det er domstolene, der fastsætter bødens størrelse, idet der ikke er fastsat administrative bødesatser ved overtrædelse af bestemmelsen.
Hvordan afgør myndigheden, hvem der er den faktiske bruger?
Ved kontrol og indhentelse af dokumentation, herunder fx indhentelse af materiale i virksomheden og redegørelse fra virksomheden om den faktiske anvendelse af et køretøj.
Hvordan skal fuldmagt til registrering i Motorregistret håndteres på en fabriksny bil?
Denne funktionalitet finder ikke anvendelse ved første registrering. Ved første registrering sørger den, der registrerer køretøjet, for at de korrekte ejere og brugere påføres. Hvis øvrige ejere eller brugere skal registreres, skal der foreligge fuldmagt fra dem, hvis de ikke selv er til stede ved registreringen.
Hvordan fungerer processen for fuldmagt i praksis?
Det kan du læse på vores hjemmeside: Omregistrering af bil, motorcykel, campingvogn, trailer og andre køretøjer med nummerplader under ”købers rolle”.
”En bruger kan også registreres, hvis ejeren møder op i en motorekspedition eller hos en nummerpladeoperatør. Dette forudsætter, at brugeren er fysisk til stede, eller at der er medbragt en fuldmagt til, at den pågældende person kan registreres som bruger.”
Hvordan sikrer Motorstyrelsen ansættelsesforholdet ægthed, samt at det ikke er ophørt, herunder at en tidligere medarbejder ikke kan handle i ond tro?
Det vil være ejerens ansvar at sikre, at brugerregistreringen opdateres, hvis fx et ansættelsesforhold ophører.