Eftermarked

Værksteder hårdt ramt af kriser og lange leveringstider

Leveringstiderne på reservedele skyder i vejret på landets værksteder, dokumenterer ny rundspørge fra AutoBranchen Danmark. Samtidig oplever mange værksteder faldende overskud som følge af coronakrisen og krigen i Ukraine  

Det er velkendt, at landets autolakerere har været særdeles hårdt ramt af eksploderende energipriser. På samme måde har chipmanglen og den deraf følgende mangel på nye biler længe sat sine spor hos nyvognsforhandlerne. Men også landets værksteder mærker på mange måder krisen kradse efter flere år præget af store udfordringer.  

Det viser en ny rundspørge, som AutoBranchen Danmark har gennemført blandt sine værkstedsmedlemmer.   

Undersøgelsen viser, at 92 procent af respondenterne i lyset af coronakrisen og krigen i Ukraine har oplevet generelt øgede udgifter. Heraf svarer tre ud af fire, at udgifterne er steget med op til 25 procent, mens hver fjerde har oplevet, at udgifterne er steget med op til 50 procent.   

Det betyder ifølge undersøgelsen også, at flere værksteder er blevet mindre rentable. Over halvdelen har fået mindre overskud, mens knap hver tiende har oplevet, at overskud er vendt til underskud. Nogle har dog også formået at øge overskuddet gennem kriserne. Det gælder for 9 procent.   

På samme måde har såvel coronakrise, krig i Ukraine og længere leveringstider på reservedele og biler også påvirket antallet af medarbejdere på landets værksteder, svarer de adspurgte. 15 procent af fyret medarbejdere, mens 10 procent har foretaget nyansættelser.  

“Mange værksteder står lige nu i en særdeles udfordrende situation. Manglen på arbejdskraft er velbeskrevet, men indtjeningen bliver også ramt og vi ser også en del fyringer. Vi kommer derfor fra AutoBranchen Danmarks side til at sætte yderligere fokus på værkstedernes udfordringer og hvad der kan gøres for at afhjælpe problemerne,” siger Gitte Seeberg, adm. direktør i AutoBranchen Danmark.   

83 procent af værkstederne oplever ifølge undersøgelsen også længere leveringstider på reservedele. Heraf svarer lidt over hver tredje, at leveringstiderne er blevet op til én uge længere.   

Halvdelen af værkstederne svarer, at leveringstiderne er blevet fra op til to uger til over en måned længere.   

Og det har ifølge de adspurgte mærkbare konsekvenser på værkstedet. Næsten 3 ud af 4 oplever utilfredse kunder, fordi leveringstiderne er blevet længere. Og om omkring halvdelen oplever både mistede ordrer og faldende omsætning på grund af længere leveringstider.  

“De lange leveringstider på reservedele er noget, der virkelig rammer værkstederne. For mange forretninger hænger først for alvor sammen, når de skadede biler kommer hurtigt ind og ud. Hvis bilerne ender med at blive stående lang tid på værkstedet, fordi reservedelene ikke kommer, koster det dyrt. Det kan fx være i form af udgifter til lånebil,” siger Nicky Bobak, eftermarkedschef i AutoBranchen Danmark.