Bilafgifter

Vi vil ikke være til grin for vores egne penge, kære politikere

Mens brændstofpriserne bare stiger og stiger, skal politikerne bevise, at vi får noget for de mange milliarder, som vi betaler i afgifter på benzin og diesel, skriver Gitte Seeberg. 

Debatindlæg af Gitte Seeberg, adm. direktør i AutoBranchen Danmark, bragt i Avisen Danmark 23. maj 

Jeg har lige været i USA på studietur for blandt andet at se nærmere på den amerikanske elbilsproduktion, hvor Tesla udfordres af mange nye, interessante konkurrenter. Elbilerne har vind i sejlene alle steder – også i USA, hvor prisen på benzin slår alle rekorder. Den koster – hold nu fast – svimlende 8,44 kroner pr. liter.  

Amerikanerne er ved at gå ud af deres gode skind. Aldrig har priserne været højere i USA. I det bilglade land, er det noget, der kan vælte præsidenter – og aktuelt sender det endnu flere over i elbilerne. Her i Danmark ville de fleste vel lige nu juble af fryd over priser på det niveau.  

Jeg ved godt, at priserne i USA altid har været markant lavere end i Danmark, men når prisen herhjemme i denne uge også slog rekord og nåede op på 16,89 kroner pr. liter – ret præcist dobbelt så meget som i USA, så giver det stof til eftertanke. Hvad er det egentlig, vi betaler så meget ekstra for?  

Det samme tænker titusindvis af danskere, der på kort tid sikrede, at et borgerforslag om fjernelse af afgifterne på benzin og diesel skulle debatteres i Folketinget. De otte kroner, vi betaler mere pr. liter, end de gør i USA, svarer stort set til de afgifter, som der er lagt på benzin og diesel herhjemme. Forventningen er, at afgifterne sammen med momsen vil indbringe statskassen over 21 milliarder kroner i år.   

Det er rigtig mange penge – og det er da også grunden til, at det fra politisk hold igen og igen bliver afvist at sænke afgifterne. Man kan simpelthen ikke undvære så mange penge.   

I stedet har man fra politisk side henvist til, at pendlerne skal hjælpes ved en forhøjelse af befordringsfradraget, som da også har fundet sted, efter borgerforslaget nåede det påkrævede antal underskrifter. Men selvom Skatterådets ekstraordinære forhøjelse af befordringsfradraget i sidste måned førte til en stigning på 18 øre pr. kørt kilometer, dækker det ikke de ekstraudgifter, danskerne oplever. Dels gælder det kun pendlerne, og dels var stigningen på 18 øre baseret på en benzinpris på 15,77 kroner pr. liter.   

Det er altså over en krone lavere end den nuværende pris – og hvis ikke mobiliteten her i landet skal lide et knæk, må der gøres noget. Forleden viste tal fra tankstationerne, at de høje priser allerede har reduceret brændstofforbruget.  

Danskerne kører mindre – og man ser i øvrigt også en tendens til, at de kører mere brændstoføkonomisk. Det sidste er positivt nok, for der er jo ingen grund til at fråse med ressourcerne, men hvis de høje priser også påvirker mobiliteten, er det langt mere alvorligt.   

Vi er som samfund afhængige af, at danskere kan flytte sig os rundt let og bekvemt. Ikke bare for at tage på arbejde, men også for at sikre livskvalitet – at besøge venner og familie, at tage til fritidsaktiviteter eller ud og nyde naturen på en søndagstur.   

Men når danskerne – hvoraf mange i forvejen oplever et økonomisk pres på grund stigende priser på alt fra dagligvarer til elektricitet og varme og samtidig ser deres rådighedsbeløb blive udhulet af inflationen, der banker derudaf – oplever, at det koster flere hundrede kroner ekstra at fylde tanken op, så er det alvorligt.   

Jeg mener ikke, at man kan fjerne benzin- eller dieselafgifter hverken helt eller halvt, men det er en politisk opgave at vise, at pengene går til noget fornuftigt og bidrager til, at danskernes hverdag og tur fra a til b bliver lettere eller i hvert fald lige så billig og bekvem, som den har været hidtil.   

Det drejer sig selvfølgelig om at investere i offentlig transport, som mange steder – især lidt væk fra de store byer – er alt, alt for mangelfuld, men for mange er eller bliver offentlig transport næppe et reelt alternativ, så det drejer sig i lige så høj grad om at sikre bedre infrastruktur og at gøre det mere attraktivt at købe mere klimavenlige biler. Det gælder både mindre brændstofforbrugende benzin- og dieselbiler, men det gælder os om at få endnu højere fart på udbygning af ladestandere til de elbiler, som mange er begyndt at foretrække. Det halter alt for meget på begge områder i dag.  

Hvis ikke den opgave lykkes, hvis ikke vi danskerne ser, at vi får en nemmere og bedre hverdag i deres bil for alle de afgifter, vi betaler, ja, så er vi for alvor til grin, når vi betaler dobbelt så meget for vores benzin, som amerikanerne gør. Så bevis, at det er pengene værd, kære politikere. 

Kontakt

Gitte Seeberg

Adm. direktør