Bilforhandlere

Vil udelukke fossilbiler fra Vesterbro-område

Arbejdet med at få etableret Danmarks første nulemissionszone har stået på i et stykke tid og er nu rykket et skridt nærmere.

Et forbud mod benzin- og dieselbiler i et centralt område af København. Det er nu rykket et skridt tættere på at blive en realitet. 

Klima-, Miljø- og Teknikudvalget i Københavns Kommune har nemlig besluttet at et større område på Vesterbro skal lukkes af for udefrakommende fossilbiler og blive til Danmarks første nulemissionszone. 

Før planen kan blive til virkelighed skal den dog først godkendes af Miljøstyrelsen og derefter vedtages af Københavns Borgerrepræsentation, skriver dr.dk. 

Vesterbrogade slap for forbud 

Det er området syd for Vesterbrogade ned til Ingerslevsgade og fra Enghavevej til Bernstorffsgade, der forventes at blive fossilfri. Dog vil beboernes egne fossilbiler være undtaget fra kravet. 

Zonen var oprindeligt tænkt til at være endnu større og skulle også omfatte Vesterbrogade, men en stor mængde høringssvar gav udtryk for så megen utilfredshed, at Vesterbrogade blev undtaget på den baggrund. 

Etablering af nulemissionszoner blev i slutningen af 2024 tilladt for alle kommuner at etablere. 

Og Vesterbro er ikke det eneste sted i Danmark, hvor planer om en sådan zone har været på tale. Også i Aarhus har byrådet tidligere meldt ud, at man var klar til at udrulle en nulemissionszone. 

Men af det forslag, Klima-, Miljø- og Teknikudvalget i Københavns Kommune har forholdt sig til, fremgår det, at man i Aarhus stadig afventer den konkrete beslutning og at tidsplanen afventer fornyede politiske forhandlinger. 

Det fremgår også, at der i øjeblikket ikke er andre kommuner, der har planer om at indføre nulemissionszoner. 

Borgerrepræsentationen i København forventes at have forholdt sig til den endelige godkendelse af nulemissionszonen på Vesterbro ved udgangen af 2026. 

Kontakt

Christian Richter

Kommunikations- og politisk rådgiver