Bilforhandlere

Vinden drillede branchens golfspillere i Køge 

Meteorologer vil sige, at torsdag den 12. maj var en fin dag med masser af sol. Men golfspillere og andre med hang til udendørs aktiviteter ville hæfte sig ved vindstød på op til 10 meter per sekund. 

Vinden drillede altså golfspillerne, da AutoBranchen Danmark Finans Open skulle have gjort feltet af semifinalister komplet. 34 spillere var med på banen i Køge og 17 spillede sig videre til semifinalen, der afvikles på Himmerland Golf & Spa Resort den 2. juni.  

Første indledende runde var spillet på banen ved Mariagerfjord en uge tidligere, og nu handlede det altså om den indledende runde øst for Storebælt.  

Søren Hansen, SMH Biler ApS, tog førstepladsen med 37 point. Han blev dog fulgt tæt til dørs. John Andersen, John Andersen Biler ApS, og Carsten Qvist, Automobilforretningen Nordsjælland tog anden- og tredjepladsen med henholdsvis 36 og 35 point. 

Golfturneringen, der arrangeres og afvikles sammen med Santander, bliver spillet for 11. år i træk.  

“Folk er virkelig entusiastiske og de gik til den, selv om vinden var drilsk og scoren på den måde ikke var helt så prangende som ved den indledende runde på Mariagerfjord-banen,” siger Henrik Bitzer, chef for Partnerskaber i AutoBranchen Danmark.  

De 10 bedste plus to wildcards fra semifinalen på Himmerland Golf & Spa Resort i begyndelsen af juni, kvalificerer sig til finalen, der spilles i smukke omgivelser på Santanders golfbane ved Madrid den 13. til 15. september.  

Kontakt

Henrik Bitzer

Partnerskabschef