Bilforhandlere

Webinar om problemer med klonede biler

Den 19. maj afholdt AutoBranchen Danmark webinar om klonede biler. Her fik deltagerne rådgivning om, hvordan de undgår at købe klonede biler. 

Medlemmer af AutoBranchen Danmark deltog i webinaret, hvor formålet var at gøre medlemmerne klogere på klonede biler. I de senere år er klonede biler blevet en stadig større udfordring for branchen, ikke mindst fordi parallelimporten af brugte biler er steget markant, som konsekvens af manglen på nye biler.  

På webinaret fortalte jurist Naser Al-Zakta og forsikringskonsulent Jørgen Petersen deltagerne om, hvordan de skal forholde sig, hvis de støder på en klonet bil. Rent juridisk er området ikke reguleret, bortset fra, at det jævnfør aftaleloven er en forudsætning, at bilen skal være lovlig, hvilket klonede biler i sagens natur ikke er.  

De to AutoBranchen Danmark-medarbejdere fremhæver to måder at definere en klonet bil på:  Enten er der tale om en stjålet bil fra udlandet, der har fået ændret stelnummer eller at man opdager to biler med identisk stelnummer.  

Sådan kan du opdage en klonet bil 

Først og fremmest kan man finde en uoverensstemmelse ved fremsøgning af stelnummeret. Derudover kan man selv undersøge bilen grundigt og opdage tegn på, at stelnummeret er blevet ændret. Det kan fx være, at området omkring stelnummeret ikke fremstår i original stand. Derudover kan bilens dokumentation i nogen tilfælde afsløre, om en bil er klonet eller ej.  

Medlemmer af AutoBranchen Danmark har også mulighed for at benytte fordelsaftalen med Vindicate.io, der tilbyder et grundigt baggrundstjek af den pågældende bil.  

Vindicate.io har adgang til databaser for 350 millioner stelnumre i 29 lande, hvor en bils stelnummer køres igennem. Dermed screenes bilen for oplysninger om indregistrering, toldsyn, salg, service, forsikring med videre. Som forhandler får man rapport fra Vindicate.io, der kan hjælpe med at vurdere, om den pågældende bil er i risiko for at være klonet.  

Medlemmer af AutoBranchen Danmark kan læse mere om fordelsaftalen med Vindicate.io i vores fordelskatalog. 

Kontakt: