Vi vil tales til personligt, og vi vil have hjælp til dagligdagens udfordringer. Derfor har alverdens abonnementer en fremtid.
Danskerne abonnerer allerede på måltidskasser, vinduespudsning, tøj, kontaktlinser, tv og musik for bare at nævne en smule. Flere ting kommer til hele tiden. Også i autobranchen, hvor næsten kun fantasien sætter grænsen.
“Helt generelt så bevæger forbrugeren sig i retning af, at man hellere vil leje end eje. Man vil hellere abonnere på en service frem for at købe. Nutidens teenagere tænker ikke så meget på at købe fx en bil. De skal bare bruge mobilitet. De ser også mere deres økonomi som rådighedsbeløb. Derfor er det ikke så afgørende, at en ydelse på sigt er en dyrere løsning, for de er mere optaget af, hvilket rådighedsbeløb, de har hver måned,” fortæller Jonas Juul Jeppesen, der er direktør og partner i virksomheden Subscrybe, som hjælper mange danske virksomheder med at skabe abonnementsordninger – også virksomheder, der sælger biler.
Som Jonas Juul Jeppesen fortæller, så er vi forbrugere som regel nogen, der ikke vil have snavs på fingrene. Vi vil heller ikke have bøvl og besværligheder. Derfor stormer de virksomheder, som vasker, renser og støvsuger bilerne frem lige nu. Det gælder en virksomhed som Steamrex, men også andre. Det gælder også abonnementer på vask, som man kan få hos eksempelvis WashWorld og Circle K.
”Og i den forbindelse er der selvfølgelig også noget med værkstederne. Man kan tænke sig ind i, hvilke produkter og ydelser, man kan hjælpe kunden med. I autobranchen har man nok i lang tid haft tendens til at kigge indefra og ud i stedet for udefra og ind. Man har set bilen som omdrejningspunkt for det hele, men nu skal man hellere se det som en samlet pakke, hvor man skal gøre det så let som muligt for kunden at være mobil,” siger Jonas Juul Jeppesen videre.
Subscrybe er frontløber inden for abonnementsordninger i Danmark og har hjulpet mange både større og mindre danske virksomheder med deres forretningsmodeller. Det er også Subscrybe, der vil hjælpe AutoBranchen Danmarks medlemmer med Abonnementsakademiet. Men hvis man er bilforhandler eller værksted, kan man så have forbehold ved at sætte sig sammen med andre i samme branche og udvikle produkter? Det kan man måske godt, men det mener Jonas Juul Jeppesen ikke, at man behøver at have.
”Nej, fordi hemmeligheden er sådan set ikke produktet eller ydelsen. Alting er jo efterhånden tilgængeligt på nettet, så du kan ikke holde dine produkter hemmelige alligevel – det er heller ikke meningen med dine produkter, at de skal være hemmelige, for så sælger du jo ikke noget. Konkurrenceparameteret er mere, hvordan du får det skruet sammen bagved – altså hvordan du får det til at fungere i din virksomheds dagligdag, og hvordan du får den fortløbende relation med kunden,” siger han videre.
”I AutoBranchen Danmark vil vi gerne hjælpe vores medlemmer i gang med abonnementsforretningen. Derfor har vi sammensat tre workshops, som passer til en bilforretning, hvor vi hjælper hele vejen fra idé til hvilke ydelser, der kan sættes på abonnement samt til valg af IT-løsning. Efter de tre workshops vil man stå med en køreklar løsning”, fortæller Charlotte Brix Andersen, leder af Medlemsservice, Forretningsudvikling og Kommunikation. Kontakt hende for tilmelding eller hvis du vil vide mere på 3136 9400. Det er Charlotte, der er forfatter til bogen ”Fremtidens Bilforretning”, hvor abonnementsordninger også er grundigt omtalt, da det passer godt ind i de megatrends, som skyller ind over forbrugerne i denne tid.