Bilforhandlere

Adgang til startspærre og nøglekoder? Så skal I snart certificeres

Den 1. august træder SERMI i kraft. Det er en ny EU-certificeringsproces, der kræves for at arbejde med bilernes tyverisikringsrelaterede oplysninger på værkstederne. 

EU har vedtaget en forordning, der betyder, at alle tyverisikringsrelaterede oplysninger fra bilproducenterne samles i et centralt registrer kaldet SERMI. Hvis man bliver SERMI-certificeret får man dermed adgang til disse oplysninger, der bl.a. drejer sig om nøglekodning, adgang til startspærre og i nogle tilfælde udvalgte originale reservedele eller softwareopdateringer. Med SERMI skal ejer og x antal navngivende medarbejdere certificeres. Herefter er det kunne disse medarbejdere.  

Eftermarkedschef hos AutoBranchen Danmark Nicky Bobak fortæller om systemet: 

”Formålet med systemet er at øge sikkerheden og dermed besværliggøre biltyverier ved at øge sikkerheden omkring de reparationer, der har indflydelse på bilens tyverisikring. Vores paraplyorganisation i Europa, CECRA, har været med til at udvikle SERMI, der bl.a. vil gøre det nemmere at reparere biler af andre mærker, end man er autoriseret til samt for de uafhængige værksteder at få adgang til disse data.” 

Certificering i Danmark 

SERMI er struktureret sådan, at en række virksomheder og organisationer kan ansøge om at blive godkendt som CAB. Der kan være flere CAB’s per land, og det er disse virksomheder/organisationer, der kommer til at stå for certificering af værkstederne i en femårig periode. 

Selvom SERMI træder i kraft 1. august i hele EU, er systemet endnu ikke på plads i nogen medlemsstater. I Danmark vil Teknologisk Institut som minimum søge at blive godkendt som CAB, hvilket forventes at ske relativt kort før 1. august. Indtil Teknologisk Institut eller en anden CAB er blevet godkendt, er det ikke muligt at søge certificeringen. Der vil være en omkostning til certificeringen, der fastsættes af den enkelte CAB.   

Selvom tidshorisonten er kort, frygter Nicky Bobak ikke umildbart for, at værksteder bliver udelukket fra at foretage disse reparationer fra den 1. august. 

”Eftersom systemet ikke er 100 procent klar i hele Europa, kommer bilfabrikkerne ikke til at lukke ned for adgangen til disse oplysninger. AutoBranchen Danmark har været i dialog med Teknologisk Institut og vores partnere i Europa, der også afviser, at der vil komme en flaskehals, når muligheden for certificering bliver åbnet. Derfor er der ikke grund til bekymring, hvis dit værksteds certificering ikke er på plads til 1. august,” fortæller Nicky Bobak.  

Forbered din ansøgning 

Hvis dit værksted får behov for certificering, har du mulighed for at forberede dig på ansøgningen ved at indhente følgende oplysninger:  

  • Oplysninger om virksomheden i CVR-registeret. 
  • En kopi af pas eller kørekort samt ansættelseskontrakt på direktør og de medarbejdere, som skal kunne foretage reparationerne.  
  • Virksomhedens forsikringspolice, om dækningen for legemsbeskadigelse og tingskade.  
  • Bestille en straffeattest på direktøren og de relevante medarbejdere. Det kan tage op til fire dage at få en straffeattest tilsendt i e-Boks. 

Med disse oplysninger i hånden kan du hurtigt ansøge om certificering, når den første CAB åbner for ansøgning, hvilket AutoBranchen Danmark naturligvis informerer om. 

Kontakt

Nicky Bobak

Eftermarkedschef- og Brugtvognsekspert