Bilforhandlere

Afgiftsekspert i debat med forskere om roadpricing og milliard-spild

Hvert år spilder vi flere og flere timer på at sidde i bilkøer landet over. På AutoBranchen Danmarks årsdag sætter vi problemet – og nogle af løsningsforslagene – til debat.

Hver eneste dag sidder danskerne i bil-køer, og de sidder der længe – næsten uanset hvor i landet, man befinder sig. 350.000 timer om dagen bliver det til, og prisen for al den spild af tid er høj. Samlet set beløb det samfundsøkonomiske tab sig til 31 milliarder kroner i 2022, og for 2023 bliver tallet endnu højere. Det spår Vejdirektoratet, som også står bag analysen af trængselsudfordringerne i Danmark.  

”Udover at det er træls at holde i kø på motorvejene, så er det også dyrt for samfundet. Vi spilder tid, det reducerer udbuddet af arbejdskraft, og det gør det dyrt at transportere varer og serviceydelser,” siger Andreas Egense, der er afdelingsleder i Vejdirektoratet. 

Roadpricing og andre afgifter kan være en blandt flere løsninger

Vejdirektoratets analyse viser ikke overraskende, at problemer med køkørsel er klart størst i Hovedstadsområdet, men at også byerne i Midtjylland er hårdt ramt. Faktisk er det kun Nordjylland, der er mindre hårdt ramt af trængsel. 

Løsningen på trængselsproblemet ligger ikke lige for, og der skal formentlig gøres mange forskellige ting, forklarer Andreas Egense: ”Man kan forsøge at bygge sig ud af det, men det kan være svært, da trængslen er værst i bebyggede områder, hvor der bor mange mennesker.  Man kan også forsøge at udnytte kapaciteten bedre, for eksempel med mere samkørsel eller ved at sprede trafikken mere ud i løbet af døgnet. Endelig er der den mulighed, at man går efter at begrænse efterspørgslen, så færre kører i bil”.   

Debat om fremtidens bilafgifter på årsdagen

På AutoBranchen Danmarks årsdag den 26. september i Brande, er netop de store trængselsproblemer i hele landet på dagsordenen, når DTU-professor Ninette Pilegaard, som er en af de forskere, der står bag et landsdækkende, flerårigt forsøg med roadpricing, kommer og fortæller om resultaterne. Roadpricing er bare en ud af flere bil-relaterede afgifter, der kan komme på det politiske forhandlingsbord i en nær fremtid, og derfor afsluttes oplægget med en debat mellem Gitte Seeberg, Ninette Pilegaard og Jacob Skærris, som er afgiftsekspert hos rådgivningsvirksomheden SAKUI. Temaet er fremtidens bilafgiftssystem.  

Se hele programmet og tilmeld dig årsdagen her: https://autobranchendanmark.dk/event/autobranchen-danmarks-arsdag-24/  

Læs mere om DTU’s store roadpricing-forsøg: https://vejafgiftsforsoeg.dk/ 

Kontakt

Charlotte Brix Andersen

Leder af Medlemsservice, forretningsudvikling og kommunikation