Eftermarked

Autobranchen skaber flere lærepladser 

I en tid, hvor mange brancher mangler arbejdskraft, har bilforhandlere og autoværksteder skabt flere lærepladser. Det viser dugfriske tal fra Undervisningsministeriet. 

Lige nu har knapt 300 unge mennesker en læreplads, som uddanner dem til karrosseritekniker – en stigning på 25 procent i forhold til sidste år på samme tid. Samtidig er omtrent 3650 unge mænd eller kvinder i gang med en uddannelse som mekaniker. Det er en stigning på 7 procent i forhold til for et år siden. De 7 procent dækker over både personvogn og lastvogn. Væksten er en smule højere på lastvogn end personvogn. 

“Tallene viser med al tydelighed, at der er mangel på arbejdskraft i vores branche. Vi har brug for flere faglærte, og heldigvis tager virksomhederne også ansvaret på sig og uddanner flere,” siger Gitte Seeberg, administrerende direktør i AutoBranchen Danmark. 

“En stigning i karrosseriteknikere på 25 procent er virkelig markant, men vi ved også, at værkstederne skriger efter dem. Skolerne kunne afsætte dobbelt så mange lærlinge til virksomhederne, hvis eleverne var der. Derfor skal vi sammen med politikerne også gøre endnu mere for at få flere unge til at vælge en faglært uddannelse,” fortsætter Gitte Seeberg.  

Det er ikke mange måneder siden, at en undersøgelse blandt AutoBranchen Danmarks medlemmer afslørede, at omtrent en fjerdedel af virksomhederne erklærede sig interesserede i at skrue op for antallet af lærlinge i forhold til tidligere. Tallene viser, at de har sat handling bag ordene.  

“Vi hører også fra skolerne, at flere og flere virksomheder ønsker at blive godkendt til at have en eller flere lærlinge, så det er en udvikling, der ser ud til at ville fortsætte,” siger Gitte Seeberg.  

Politikerne ved godt, at der er brug for at styrke erhvervsuddannelserne, og der er forskellige bud på, hvordan man gør. 

AutoBranchen Danmark opfordrer politikerne til at sørge for, at en større del af de unge gøres klar til en ungdomsuddannelse. FGU’en bør styrkes, så flere kommer i gang med en uddannelse. 

“De næsten 50.000 unge mellem 15 og 24 år, som ikke har en uddannelse, bør man hjælpe i gang. Man bør også gøre mere for, at eleverne i folkeskolen ser værdien i en faglært uddannelse. Vi har selv et godt samarbejde med Dansk Automobil Sports Union og Dansk Metal om uddannelsen i et tværfagligt forløb. Og endelig skal erhvervsskolerne have ordentlige muligheder til at skabe et godt studiemiljø for de unge. Det nytter ikke, at alle søger mod gymnasierne,” siger Gitte Seeberg.  

Der er tale om en støt stigning i autobranchen. Alene siden sommerferien er der kommet mere end 150 nye lærlinge i branchen. Væksten i lærepladser gælder hos både karrosseriteknikere, personvognsmekanikere og lastvognsmekanikere 

Kontakt: