Autotaks

Autotaks-ændringer vækker bekymring 

F&P har flyttet Autotaks som led i omorganisering – og monopolet skal bruges til at “skabe værdi” for forsikringsselskaberne. Det vækker bekymring

Autotaks er som et led i en intern omorganisering blevet flyttet fra Forsikring & Pensions IT-afdeling til et nyt organisationsben, der hedder Forretning. 

Dermed bliver udviklingen af Autotaks fremadrettet også ledet af en anden chef, da Autotaks Forretning får Jacob Nisgaard som direktør. 

Han har hidtil været underdirektør for medlemmer og forretningsudvikling i F&P. 

Peder Herbo, der har stået i spidsen for Autotaks i fem år, får det samlede direktøransvar for F&Ps IT-område. Det oplyser F&P i en pressemeddelelse.  

“For F&P er opgaven krystalklar. Vi skal skabe værdi for vores medlemmer, så de kan skabe værdi for deres kunder og medlemmer. Her spiller vores brancheløsninger – herunder Autotaks – en helt central rolle,” lyder det fra F&Ps adm. direktør Kent Damsgaard i en pressemeddelelse. 

“Gennem de seneste år har Autotaks under Peder Herbo undergået en rivende udvikling med nye funktioner og områder, der strækker langt ud over blot at være en takseringsplatform. Det er et imponerende arbejde, som nu skal løftes videre, når Autotaks kommer ind i et nyt organisationsben, Forretningsområdet,” siger Kent Damsgaard videre. 

Det store fokus på værdiskabelse fra F&Ps topchef vækker dog bekymring hos AutoBranchen Danmark.  

“Det monopol, som F&P har skabt med Autotaks, har i forvejen været til stor fordel for forsikringsselskaberne, mens det omvendt har presset skadesbranchen ganske gevaldigt. At det nu siges endnu mere lige ud, at Autotaks skal bruges til at skabe værdi for forsikringsselskaberne, er bekymrende. Autotaks burde være et fair system, som udvikles i fællesskab, ikke en pengemaskine for dets ejere,” har Nicky Bobak, medlemschef i AutoBranchen Danmark sagt om omorganiseringer. 

Mener Autotaks er til alles bedste

Overfor Motor-magasinet har den nye direktør dog stillet sig uforstående over for kritikken:  

“F&P er en brancheforening, og en brancheforenings fremmeste formål er at skabe værdi for sine medlemmer, så de kan skabe værdi for deres kunder sammen med deres samarbejdspartnere. Og det er også hele ideen med Autotaks, sagde Jacob Nisgaard til Motor-magasinet og pegede samtidig på, at Autotaks er udviklet, huset, serviceret og finansieret af F&P. 

Han fremhævede overfor Motor-magasinet også, at samarbejdet med værkstederne i de fleste tilfælde forløber problemfrit og til alles bedste:  

“Autotaks er en unik platform, hvor forsikringsselskaber og værksteder aftaler den rette pris for at reparere takserede skader på biler. Alene for personbil-området sker det flere end 400.000 gange om året som et samarbejde mellem alle forsikringsselskaber og cirka 4500 værksteder. Et samarbejde, der i næsten alle tilfælde forløber problemfrit og til alles bedste. Det er selvfølgelig også ambitionen fremover,” lød det. 

Og det viser, at F&P enten ikke forstår den nuværende situation eller simpelthen vender det blinde øje til, mener Nicky Bobak. 

“Autotaks skaber kæmpe problemer for værkstederne og er i meget høj grad kun til fordel for forsikringsselskaberne. Systemet blev kun fundet lovligt, fordi reparationstiderne skulle være vejledende. Men virkeligheden i dag er, at Autotaks er dikterende, og at F&P tillader forsikringsselskaberne at misbruge systemet til deres fordel dag ud og dag ind,” siger Nicky Bobak.  

“Hvis F&P virkelig tror, at der i branchen er udbredt tilfredshed med Autotaks eller for den sags skyld Autoflex, vil jeg hermed invitere Jacob Nisgaard på et realitetstjek i branchen,” siger Nicky Bobak videre.  

Kontakt

Nicky Bobak

Medlemschef