Elbiler

Autotaks får ny frontfigur

Forsikring & Pension skifter ud på posten med hovedansvar for Autotaks.

Brancheorganisationen har valgt at samle ansvaret for Autotaks hos underdirektør Peder Herbo, som er leder af IT, Data og udvikling i F&P, og som hidtil også har haft ansvaret for Autotaks’ it-udviklingsteam

Dermed får han det fulde ansvar for udviklingen og driften af Autotaks, der bruges af forsikringsselskaber og bilværksteder til at taksere ca. 46.000 bilskader hver måned.

Det oplyste Forsikring & Pension i torsdags.

Peder Herbo afløser underdirektør Maria Clausen, som øverste ansvarlige for Autotaks i F&P.

”Samtidig med, at vi byder velkommen til Peder Herbo, så vil jeg også takke Maria Clausen for samarbejdet. Hun har været villig til at tage dialogen med branchen, og vi har haft gode og konstruktive møder. Jeg håber, at Peder Herbo vil tage stafetten videre herfra, så vi kan bygge videre på et godt samarbejde,” siger Gitte Seeberg, adm. direktør i AutoBranchen Danmark.

F&P oplyser, at Peder Herbo har mange års erfaring og har været med til at opbygge mange af F&P’s brancheløsninger. Han kender medlemmernes behov og ved, hvad der rører sig på it-udviklingsområdet.