Bilforhandlere

Bilforhandlere forventer elbilsboom i 2022

Der er høje forventninger til salget af elbiler, lyder det fra AutoBranchen Danmarks forhandlere. Men der skal styr på ladeinfrastrukturen i en fart. Gitte Seeberg retter appel til politikerne  

Fremtiden ser grønnere og grønnere ud. Selv efter et år hvor salget af elbiler slog den ene rekord efter den anden, forventer mange forhandlere, at salget af elbiler vil stige endnu mere i det år, vi lige er gået ind i.  

Over 80 procent af forhandlerne forventer således, at elbilsalget stiger i 2022, viser en spørgeskemaundersøgelse blandt AutoBranchens Danmarks medlemmer. Langt de fleste forventer endda ikke bare en stigning, men en markant stigning.  

Også pluginhybriderne forventer forhandlerne at sælge flere af i år, end de gjorde i fjor. Her er optimismen dog ikke helt så udpræget, som når det kommer til elbilerne, idet færre forventer en markant stigning i salget.   

“Det er dejligt at se forhandlernes optimisme, når det kommer til de grønne biler. Så vi krydser fingre for et regulært boom i salget af elbiler i 2022. Det har været lang tid undervejs, men sidste år var et gennembrudsår og nu skal trenden bare fortsætte,” siger Gitte Seeberg, adm. direktør i AutoBranchen Danmark.   

Mangel på ladestandere kan spænde ben for boom

Som det også har stået klart i tidligere medlemsundersøgelser, er det dog især én ting, der kan blive en sten i skoen, når det kommer til at øge salget af elbiler. Og det manglen på ladestandere, mener AutoBranchen Danmarks medlemmer.  

Kun 8 procent af de adspurgte forhandlere mener, der er nok ladestandere i deres lokalområde og adspurgt hvad der skal til for, at salget af elbiler fortsætter sin himmelflugt, er svaret fra forhandlerne også, at det vigtigste er, at der skal være et bedre netværk af ladestandere.   

Forhandlere opsætter selv ladestandere

Det forsøger mange forhandlere dog selv at rette op på. 63 procent af de, der har svaret på undersøgelsen – tæt på to ud af tre – har således selv opsat ladestandere i deres forretning og hver tredje har gjort ladestanderne tilgængelige for offentligheden.   

“Jeg er stolt over, at så mange af AutoBranchen Danmarks forhandlere selv går forrest og etablerer ladestandere og endda gør dem offentligt tilgængelige. Det er særdeles positivt. Men der er i den grad også brug for, at staten, kommuner og regioner og selvfølgelig ladestanderoperatørerne fortsætter udbygningen,” siger Gitte Seeberg.  

AutoBranchen Danmark lægger pres på alle aktører for at sikre en hurtig udbygning af ladestandernetværket.  

“Jeg rejser nu sagen for samtlige af landets kommunalbestyrelser, fordi kommunerne netop har fået nye muligheder for at medfinansiere opsætning af ladestandere. Den chance håber jeg, de griber i en fart. For der skal ske noget på alle niveauer, hvis vi skal lykkedes med det boom i salget af elbiler, som der er brug for,” siger Gitte Seeberg.    

Kontakt

Rune Langhoff Sørensen

Eftermarkeds- og klimakonsulent